Juraprofessor om prøveløsladelsesforslag: Et slag i luften

Rockere, der ikke kan prøveløslades, er svære at holde snor i, pointerer juraprofessor og forsvarsadvokater

Følg Krimi

"Et slag i luften". Sådan karakteriserer juraprofessor og ekspert i strafferet Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet et politisk forslag om at fjerne muligheden for prøveløsladelse for rockere og bandemedlemmer.

Lars Bo Langsted understreger, at prøveløsladelse er en gulerod for indsatte og samtidig tjener et klart formål for myndighederne.

- Når de prøveløslades, har man typisk snor i dem længere, end deres fængselsstraf er, fordi man har prøvetiden oveni.

- Hvis folk sidder tiden ud, bliver de lukket ud, og så har man ikke nogen kontrol med, hvad de går og laver, siger Lars Bo Langsted.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har meldt ud, at partierne i de kommende forhandlinger om en rocker- og bandepakke vil gå efter at ændre reglerne om prøveløsladelse.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) bakker op om forslaget i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten. Her peger han på, at registrerede rockere og bandemedlemmer kan prøveløslades, hvis de er en del af et exitprogram.

Ifølge Lars Bo Langsted er der umiddelbart ikke noget juridisk i vejen for, at forslaget kan gennemføres, selv om det er rettet mod bestemte grupper.

- Man skal behandle lige. Men der kan være grund til at skelne mellem forskellige grupperinger. Det gør man også allerede i dag med deres afsoningsforhold, siger han.

Fra Landsforeningen af Forsvarsadvokater lyder det imidlertid, at udspillet vil medføre urimelige ekstra straffe til rockere og bandemedlemmer.

- Det indregnes allerede i vidt omfang i straffen som en skærpende omstændighed, hvis noget er begået i banderegi, siger forsvarsadvokaternes formand, Kristian Mølgaard.

Ligesom professor Lars Bo Langsted fremhæver han, at de dømte skal stå på egne ben efter endt afsoning, hvis de ikke bliver løsladt på prøve.

- Hvis ikke der er mulighed for at blive prøveløsladt, har Kriminalforsorgen ikke mulighed for at bistå folk i forbindelse med en udslusning og være med til at regulere deres adfærd, når de skal tilbage i samfundet.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
Fiduskunst og magistervrøvl

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+