Tusindvis af bilentusiaster fra ind- og udland var fredag aften samlet til et uvarslet biltræf i de hurtige bilers hovedstad, Randers.
Det satte Østjyllands Politi på arbejde, og de måtte blandt andet sætte orden i et større trafikkaos ligesom det førte til 113 sigtelser for overtrædelse af færdselsloven samt beslaglæggelse af 20 biler.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelse.
Biltræffet fandt sted i området omkring Juventusvej i den sydlige del af Randers, og det bød blandt andet på flere tilfælde af gaderæs, som politiet dog fik stoppet, samt fremvisning af biler med ulovlige dele.
Én af de hurtigste bilister fredag aften var ifølge Østjyllands Politi en 18-årig mand, som blev målt til 156 km/t på landevejen mellem Hadsten og Randers. Men han var ikke den eneste, som blev sigtet.
Politiet mødte nemlig talstærk op til det store træf, og de foretog en omfattende færdselskontrol af bilister og køretøjer. Det medførte over hundrede sigtelser, hvoraf ti bilister står til en betinget frakendelse af kørekortet på grund af for høj fart og for tæt kørsel.
Farten var ikke det eneste, som de mange bilister blev sigtet for. Der blev uddelt 13 bøder for 'unødig røg og støj', som ifølge Østjyllands Politi dækker over hjulspin og kraftige og larmende accelerationer.
'Jeg undrer mig over, at man vælger at holde et så stort arrangement hemmeligt, så der ikke er styr på trafikafvikling, og man generer en masse andre borgere. Vi havde fået nys om arrangement, og vi ved fra tidligere, at der er for mange, der ikke overholder reglerne. Derfor stod vi klar og havde også lidt assistance fra flere andre politikredse, ' siger politikommissær Amrik Chadha.
20 biler beslaglagt
Østjylland Politis kæmpe aktion førte til at 20 biler blev beslaglagt.
Ifølge pressemeddelelsen skal bilerne undersøges nærmere, fordi de er mistænkt for at have monteret udstyr, hvor der er manipuleret med det forureningsbegrænsende udstyr.
Beslaglæggelserne kan for ejerne ende i en større bøde og krav om at få bilen godkendt på værksted, hvis det viser sig, at der er foretaget ulovlige ændringer på bilerne.
De mange beslaglæggelser og sigtelser stoppede dog ikke alle fra at give den gas på landevejene.
Efter lukningen af Randers-træffet drog flere hundrede bilister på tur, og ifølge Østjyllands Politi forsøgte de efterfølgende at lave forsamlinger forskellige steder i Østjylland.
Hammel, Silkeborgmotorvejen ved Låsby, Trige og Ceres Arena i Aarhus var udset som potentielle lokationer, men politiet nåede i alle tilfælde frem i tide for at ødelægge planerne om ræs.
'Det er jo vanvittigt farligt at køre gaderæs på offentlig veje, der ikke er afspærrede. At de for eksempel var i gang med at køre om kap på motorvejen, er fuldstændigt hovedløst, og det var heldigt, at vi nåede at sætte en stopper for det, ' siger politikommissær Amrik Chadha.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Bilister grebet i vanvidsbilisme må også vinke farvel til fede stereoanlæg, hæk-spoilere og topdyre fælge,
når de afleverer nøglerne til 'det skyldige' køretøj. Læs mere om politiets håndtering af de snuppede biler her.