Annonce:
Annonce:

Kæmpe hackersag: 27-årig gemte kodeord i toiletspand

Selv om herningenser fik beslaglagt computer og telefon, fortsatte han med at hacke sig til intime billeder

En 27-årig mand fra Herning er tiltalt i en af de hidtil største sager om digitale krænkelser. Han erkender at have stjålet kodeord, der gjorde det muligt at skaffe op mod 18.000 intime billeder og videoer fra 516 identificerede personer. (Genrefoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 27-årig mand fra Herning er tiltalt i en af de hidtil største sager om digitale krænkelser. Han erkender at have stjålet kodeord, der gjorde det muligt at skaffe op mod 18.000 intime billeder og videoer fra 516 identificerede personer. (Genrefoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce:
Følg Krimi

En 27-årig mand fra Herning har erkendt, at han over fem år hackede intime billeder og videoer fra flere end 500 kvinder landet over.

Det skete ved, at han stjal kvindernes kodeord til e-mail konti, Facebook, Snapchat og andre sociale medier.

Onsdag forklarer han i Retten i Herning, at han til at begynde med gemte de stjålne kodeord, der gav adgang til materialet, på sin computer.

Men da han i april 2020 blev anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi første gang, beslaglagde politiet hans computer, telefon og eksterne harddisk.

Efter endt afhøring blev manden løsladt.

Det fik ikke den 27-årige til at stoppe med sine kriminelle gerninger. Det var blevet en slags besættelse for ham, har han forklaret.

Til forskel fra tidligere gemte han nu koderne i et løsark-system på bunden af en toiletspand.

Annonce:

- Det var for, at min kæreste ikke skulle finde dem, siger den 27-årige, der afgiver forklaring i en propfyldt retssal A i Herning.

På tilhørerpladserne sidder en del af de kvinder, som manden anklages for at have hacket.

Ifølge anklageskriftet er der tale om 18.000 intime billeder og videoer fra 516 identificerede personer. De fleste er piger i alderen 15 til 18 år.

Det var et af ofrene, der i oktober 2019 henvendte sig til Midt- og Vestjyllands Politi, fordi hun var blevet udsat for hacking.

Politiets efterforskning pegede mod den 27-årige mand fra Herning, der som nævnt blev anholdt nogle måneder senere.

Han forklarer, at han faktisk var lettet, da politiet troppede op på hans adresse.

- Jeg var glad for, at jeg blev anholdt. Jeg var glad for at blive stoppet, siger han.

Men det var kun kortvarigt. For han fik 'abstinenser' og anskaffede sig ny computer og telefon og genoptog hackingen.

Han var herefter mere bevidst om at slette sine digitale spor i form af de såkaldte logfiler, forklarer han.

Annonce:

Flere anmeldelser indløb til Midt- og Vestjyllands Politi, og de pegede alle i retning mod den 27-årige.

Han blev anholdt igen i november 2020 og fremstillet i grundlovsforhør.

Han har været varetægtsfængslet siden.

Mens den tiltalte erkender hacking af tusindvis af billeder og videoer, nægter han sig skyldig i de alvorligste dele af anklagen om, at han skal have tvunget kvinderne til at udføre seksuelle handlinger foran kameraet.

Der falder dom i sagen til juni.

OVERBLIK: De senere års største sager om digitale krænkelser

En 27-årig mand fra Herning er på anklagebænken i en stor sag om hacking af 18.000 intime billeder og videoer fra 516 identificerede personer landet over.

Der er tale om en af de største sager om digitale krænkelser. Her kan du læse om nogle af større sager inden for de senere år.

* Umbrella-sagen: I 2018 meddelte politiet, at man ville sigte 1000 personer, primært unge mennesker, for deling af en video.

I videoen ses en 15-årig dreng og en 15-årig pige, og grundet de to unges alder, er der tale om deling af børnepornografisk materiale.

Sagen, der blev kendt som Umbrella-komplekset, er endt med bøder og betinget fængsel til flere end 900 personer, viste en status i november sidste år.

* Sextortion: I december 2020 blev en 22-årig mand fra Varde-området idømt seks års fængsel for at have taget kontakt til 169 piger og kvinder via sociale medier og udsat dem for seksuel afpresning.

Ifølge anklageren var der tale om den hidtil største sag om såkaldt sextortion - en sammentrækning af ordene sex og det engelske ord for afpresning - extortion.

* Grooming: I december 2020 blev en 35-årig mand fra Bramming ved Esbjerg idømt seks års fængsel for via sociale medier at have taget kontakt til 111 drenge fra hele landet.

Politiet mente, at han brugte en metode kaldet grooming. Det er en proces, hvor en person - ofte med falsk identitet - via sociale medier opbygger et tillidsforhold til en mindreårig med henblik på at få barnet til at dele seksuelle billeder.

Kilde: Ritzau.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Mette Frederiksen er nordisk mester i mørklægning
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: