Kæmpe international politiaktion: Over 800 anholdt

Internationalt politisamarbejde, der blev iværksat af FBI, har resulteret i mere end 800 anholdelser på få dage

Sverige har sammen med Holland været foregangslande i den samlede europæiske indsats.

I en opsigtsvækkende aktion, som omfatter både FBI, australsk politi og en række europæiske lande, herunder Danmark, er mere end 800 personer blevet anholdt på få dage.

Det oplyser det fælleseuropæiske politisamarbejde Europol.

Anholdelserne er sket på baggrund af aktionen, der internationalt er blevet kaldt OTF Greenlight/Trojan Shield.

Narrede kriminelle
Baggrunden for sagen er, at FBI i samarbejde med australsk politi har udviklet og stået bag en app for krypterede beskeder, kaldet ANoM.

Her har intetanende kriminelle siden 2019 kommunikeret om alverdens kriminalitet i den tro, at beskedtjenesten var sikker og uden for politiets rækkevidde. Det viste sig dog altså, at det stik modsatte var tilfældet.

Resultatet af de omfattende aktioner

Europol oplyser, at man i løbet af de seneste dage har foretaget operationer i 16 forskellige lande.

Her har man blandt andet udført ransagninger på 700 forskellige adresser, hvilket førte til følgende resultat:

- Over 800 anholdelser

- Mere end otte ton kokain beslaglagt

- Over to ton amfetamin og meth beslaglagt

- Over 22 ton cannabis beslaglagt

- Omkring 250 skydevåben beslaglagt

- Omkring 300 millioner kroner beslaglagt i forskellige valutaer

I Europa har især svensk og hollandsk politiet været en aktiv del af efterforskningen på baggrund af beskederne i tjenesten, men også dansk politi har haft en mindre rolle i sagen under Europol.

I Sverige er foreløbig 155 personer blevet anholdt, mens politiet mener, at de har forhindret ti drab, fortalte Linda Staaf, der er efterretningschef i svensk politi på et pressemøde i Europol tirsdag formiddag dansk tid. Svensk politi forventer, at der kommer flere anholdelser i sagen, som de kalder 'den hidtil største indsats mod organiseret kriminalitet'.

Udbredt beskedtjeneste
FBI og australsk politi havde held med at få udbredt deres krypterede beskedtjeneste vidt og bredt blandt kriminelle.

Således var der også blandt højtstående medlemmer af kriminelle grupperinger en opfattelse af, at tjenesten var sikker, og den bredte sig derfor til mere end 12.000 enheder, som blev spredt blandt 300 kriminelle grupperinger i mere end 100 forskellige lande, oplyser Europol.

Australiens premierminister, Scott Morrison, fortalte natten til tirsdag dansk tid om den australske indsats i sagen.

De kriminelle grupper omfatter blandt andet mafiaen i Italien, 'kriminelle motorcykelbander' og internationale narkokarteller.

Tjenestens succes skyldtes ifølge politiet, at den opfyldte kriminelles behov for en krypteret tjeneste, og politiet verden over har i de seneste år set en stigende efterspørgsel blandt kriminelle efter beskedtjenester, hvor de kan kommunikere i fred uden at være nervøse for, om politiet kigger med.

Politiet lukkede i juli 2020 ned for platformen EncroChat, og siden blev Sky ECC lukket i marts 2021, hvilket fik flere til i stedet at søge over på ANoM, hvor FBI altså kunne følge med i alle beskeder.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om Sky ECC og de opsigtsvækkende opdagelser, politiet gjorde, da de fik lukket det.