Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
En koncert med rapperen Kid Ink på spillestedet Vega i København er sent fredag aften blevet afbrudt, efter op mod 30 personer har været oppe at slås.
En person hoppede fra scenen ned på gulvet for at standse slåskampen. Det lykkedes dog ikke, og rapperens sikkerhedsvagt valgte derfor at afbryde koncerten, fortæller Ekstra Bladets mand på stedet.
- To store grupper med 10-15 personer i hver gik til angreb på hinanden. Vagterne løb hen til dem med det samme, men de var i undertal og formåede ikke at fjerne folk fra hinanden, fortæller han.
Politiet er til stede
Kommunikationschef i Vega, Ditte Sig Kramer, bekræfter over for Ekstra Bladet, at koncerten er stoppet, og politiet er til stede på adressen.
- Politiet er sammen med vagterne ved at gennemgå forløbet og udrede, hvad der er sket. Jeg kender ikke de specifikke detaljer endnu, fortæller Ditte Sig Kramer.
Ingen personer er anholdt, oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.
- To grupperinger har været oppe at slås. Vi har visiteret og registreret nogle personer, men det er gået i sig selv igen. Der er ingen anholdte, fortæller vagtchef, Henrik Svejstrup.