Et stort stillads væltede tirsdag aften i indre København i Studiestræde tæt på Rådhuspladsen.
I forbindelse med stilladskollapset var politiet og Hovedstadens beredskab til stede, da der var mistanke om mulige tilskadekomne eller fastklemte under stilladset.
Det oplyste Københavns Politi over for Ekstra Bladet.
- Vi er til stede ved det væltede stillads og forsøger at finde ud af, om der er mennesker under stilladset, fortalte Dyre Sønnicksen, vagtchef ved Københavns Politi.
- I første omgang har vi haft hunde til at søge nærmere inde omkring stilladset, og i første omgang har de ikke givet lyd på deres tilnærmelser.
- Næste step er så, at vi bliver nødt til at pille noget af stilladset fra hinanden for at komme dybere i brokkerne.
19.25 oplyste Københavns Politi på Twitter, at de var færdige med deres undersøgelser. Her konkluderede de, at der ikke var nogen tilskadekomne eller fastklemte under det sammenstyrtede stillads.
Stilladset var opsat ved krydset mellem Studiestræde, H.C Andersens Boulevard og Vester Voldgade. H.C Andersens Boulevard var ikke påvirket af oprydningsarbejdet, mens Studiestræde ved Vester Voldgade var helt spærret i forbindelse med oprydningsarbejdet.