KONGSBERG (Ekstra Bladet): To teenagere kan kigge direkte ned i baggården til den nu 38-årige gerningsmand bag fem forsvarsløse menneskers brutale død som ofre for utallige knivstik.
- Ja, det var der, han boede, siger Petronalle Lysgaard og nikker til kæresten Dennis Kolodziej.
Nu er den psykisk syge dansker Espen Andersen Bråthen tiltalt i Norges mest omfattende drabssag siden terroristen Anders Breiviks massemord tilbage i 2011.
Espen Andersen Bråthen erkender at stå bag de brutale likvideringer af fire kvinder og en mand og 11 drabsforsøg begået 13. oktober sidste år i den gamle bydel i Kongsberg en times bilkørsel vest for Oslo.
Et halvt år senere er idyllen genoprettet. Gerningsmanden er af vejen, og døren til hans lejlighed i Kirkegata er plomberet med politiets klisterbånd.
Men mandens offentlige tilståelse og anger i Hokksund Tinghus onsdag gør ikke stort indtryk på 18-årige Petronella Lysgaard og hendes et år ældre kæreste Dennis Kolodziej.
- Vi tror ikke på, at han ikke ville gøre det igen. Espens anger er ikke nok. Han dræbte fem mennesker, og det er er ingen undskyldning, at han er utilregnelig og psykisk syg. Jeg håber, at han får hjælp og bliver spærret inde resten af sig liv. Han må aldrig vende tilbage til vores kvarter, siger Petronella.
'Jeg var da bange'
Den uforsonlige gymnasieelev betegner Espen Andersen Bråthen som 'en skummel type'. Men før de uyggelige hændelser 13. oktober sidste år, lagde hun ikke mærke til ham. Det gjorde kæresten heller ikke.
Men de husker tydeligt den efterårsdag. Petronella kiggede ud på gaden, da hun hørte om amokløbet 100 meter fra hende, men fulgte derefter anvisninger om at blive inde.
Dennis husker, at han så nogle venner kom kørende i en bil. De havde et boldtræ med til at forsvare sig.
- Jeg var da bange. Det er jeg ikke mere, men nu låser folk altid efter sig her i byen. Det gjorde man ikke, før det her skete, siger Petronella.
Kæresteparret vurderer, at hverdagen er vendt tilbage for hovedparten af byens 28.000 indbyggere et halvt år efter den tragiske aften. Men drabene har sat dybe spor i mange.
Ikke mindst i det tætte fællesskab i Hyttegata, hvor de fem beboere blev stukket ihjel med Espen Andersen Bråthens knive.
Den uforudsigelige ondskab
Her bliver Ekstra Bladet venligt afvist. Ingen har lyst til at udtale sig. Folk er medietrætte.
Det samme gør sig gældende i den Coop Extra-butik, hvor bueskytten med de fire knive og 80 pile først gik amok med det ene formål at skræmme og dræbe folk omkring sig.
- Nej, vi udtaler os ikke. I må heller ikke tage billeder, siger uddeleren.
Med NRK-journaliten Per Håkon Solbergs ord til Ekstra Bladet kommer tragedien til at 'hænge over byen'.
- Det kommer allerede til udtryk i form af en øget fælles omsorg, vurderer tv-reporteren.
Men også som en påmindelse om, at ondskaben også kan slå rødder i et af de mest velplejede bysamfund i det sydlige Norge.
- Det er mærkeligt. Kongsberg er den mest fredelige by. Men det, der skete i oktober, viser, at der også her kan ske uhyggelige ting om fem minutter. Om en time, siger Dennis Kolodziej.