Der har været voldsom kamp om den verdenskendte seriemorder Charles Mansons lig.
Tre mennesker har alle påstået, at de har retten til at få udleveret liget. Men i mandags bekendtgjorde en dommer i Los Angeles, at det er seriemorderens barnebarn Jason Freeman der har retten til liget. Det skriver CNN.
- Jeg kan endelig sige, at den her del af processen er ovre, siger Jason Freeman til CNN.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hjernen bag det hele
Charles Manson blev idømt livsvarigt fængsel i 1971, men har under hele forløbet fastholdt sin uskyld. Manson var lederen af en kult kaldet Manson-familien, som stod bag ni mord.
Et af mordene var på den kendte skuespiller Sharon Tate, der var gift med filminstruktøren Roman Polanski og var gravid i niende måned. Manson håbede på, at mordene ville starte en racekrig.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Før sin mørke, kriminelle karriere forsøgte Manson sig som musiker. Selvom Manson var venner med grundlæggeren af 'Beach Boys,' Dennis Wilson, kom successen aldrig. Hans musik begyndte dog at sælge, da han kom i fængsel. Blandt andet albummet kaldet 'Løgn: Kærligheds- og rædselskulten.'
Charles Manson døde i en alder af 83 år i Californiens Statsfængsel i Corcoran.
Stridighederne slutter dog ikke med afgørelsen om Charles Mansons lig. Snart begynder sagen om hans ejendele og intellektuelle ejendom som sange og bøger.
Det er de samme tre mennesker, der har kæmpet om hans lig, som gør krav på hans ejendele.