Selvom drabsmanden Peter Madsen går tilbage til afsoning af sin livstidsdom, efter anklagemyndigheden har besluttet ikke at kræve hans varetægtsfængsling for fangeflugten 20. oktober i år forlænget, så kan han forvente væsentligt færre rettigheder end før.
Kriminalforsorgen er ved at udarbejde en redegørelse til Justitsministeriet om flugten fra Herstedvester Fængsel, og ifølge chef for Koncern Sikkerhed Lars Rau Brysting er det for tidligt at drage konklusioner i forhold til den konkrete sag.
På spørgsmålet om, hvad der bliver gjort af særlige tiltag for at undgå endnu et flugtforsøg, siger han i et skriftligt svar, at Kriminalforsorgen ikke kan udtale sig om konkrete indsatte.
Men han oplyser generelt, at:
- Situationer, hvor en indsat tager kriminalforsorgens personale som gidsler og truer med anvendelse af våben, vil have meget alvorlige konsekvenser for den indsatte, som må forvente at blive underlagt et langvarigt ekstraordinært sikkerhedsmæssigt regime, for at kriminalforsorgen kan sikre de ansattes sikkerhed og imødegå risikoen for overfald og undvigelse.
Sigtelserne mod Peter Madsen: Tvang psykologen til at gå med
Peter Madsen flygtede fra Herstedvester Fængsel ved at tage en kvindelig psykolog som gidsel og true fængselspersonalet med det, der viste sig at være en pistolattrap og et falsk bombebælte.
Han er nu på Storstrøm Fængsel, hvor han også afsonede den første del af sin livstidsdom for drab.
Det voldsomme flugtforsøg er det seneste i rækken af meget voldsomme overfald på personalet i landets fængsler.
- Kriminalforsorgen vil i den kommende tid styrke sikkerheden yderligere og sikre, at det får mærkbare konsekvenser for de indsatte, hvis personalets liv og førlighed bringes i fare.
Efter flugten oplyste Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse, at de har etableret en sikkerhedstaskforce, ligesom de også sendte et forstærkningshold til Herstedvester, der består af fængselsbetjente, der skal øge sikkerheden.
'Undvigelser som den, der skete tirsdag den 20. oktober, må bare ikke ske. Derfor har vi umiddelbart efter undvigelsen gennemgået sikkerheden på Herstedvester Fængsel og etableret en taskforce, som kan iværksætte sikkerhedstiltag her og nu,' sagde Kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen ifølge pressemeddelelsen.