Kan ikke huske navn eller hjemland: Kender du den her mand

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne have hjælp til at identificere en udenlandsk mand

Her er manden, som politiet gerne vil vide, hvem er. Foto: Politi
Her er manden, som politiet gerne vil vide, hvem er. Foto: Politi

Politiet vil meget gerne have hjælp til at identificere en udenlandsk mand, som hverken kan huske sin fødselsdag, sit navn eller sit hjemland.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet kom i kontakt med manden 18. juni foran Nybøl Brugs.

- Han bliver truffet ved Brugsen, hvor han har opholdt sig nogle dage. Her siger han, at han ikke kender sit navn eller sit hjemland, så vi tager ham med på stationen, hvor vi prøver at arbejde videre med de oplysninger, som han kan huske, siger politikommissær John Weber til Ekstra Bladet.

- Han taler lidt tysk, lidt polsk og lidt russisk, men han kan ikke sige, hvor han er fra.

Ifølge pressemeddelelsen så kender politiet ikke særligt meget til mandens færden i Danmark, men det står klart, at han 2. juni har været bragt til Sygehuset i Aabenraa, hvor han er blevet udskrevet samme dag.

- Han er blevet scannet på sygehuset, men man har ikke kunne finde noget sygdom, siger John Weber

Personen mener selv, han har opholdt sig i Kollund, Aabenraa, Sønderborg og Nybøl.

Manden mener selv, at han hedder Karol, og han har haft pas og en mobiltelefon med til Danmark.

Ifølge efterlysningen så har han muligvis fødselsdag 6. juli 1975, han taler tysk med en særlig accent, han kan muligvis stamme fra polen eller et andet østeuropæisk land.

Han er omkring 180 centimeter høj og vejer 80 kilo.

- Han er lige nu anbragt på et opholdshjem, hvor han får noget at spise, og hvor der bliver passet på ham. Umiddelbart så ved vi ikke, hvad der er sket, siden han ikke kan huske sit navn eller andre oplysninger, siger John Weber.

Borgere, der kan genkende manden, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen, kan kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4