Politiet var fredag morgen til stede på Bredgade i København, hvor en større gruppe demonstranter fra Extinction Rebellion spærrede vejen.
Det skabte kaotiske scener på pladsen og førte til frihedsberøvelse af 18 demonstranter.
- Alle har lov til at ytre sig, men gruppen har valgt ikke at efterkomme politiets ønske om at fjerne sig fra vejen og derfor er vi ved at fjerne dem, siger Jesper Frandsen, vagtchef Københavns Politi.
Demonstrationen fandt sted på Bredgade mellem Dronning Tværgade og Sankt Annæ Plads.
Bredgade blev genåbnet for trafik klokken 10.45, og demonstrationen er blevet flyttet til Dronning Tværgade, hvor den ikke generer trafikanter.