For en gangs skyld er det ikke de berygtede Levakovic-gangstere, men en flok højrøstede tilhørere, der har stået for balladen i et dansk retsmøde.
Tidligere i formiddag blev ca. 15 nære slægtninge og venner til et 77-årigt tyverioffer i Randers smidt på porten af dommer Marianne Sonne i byretten i Randers, fordi de blev ved med at komme med tilråb til de fire Levakovic-slægnininge, der er tiltalt for groft tyveri af et pengeskab med værdier til 180.000 kroner.
- Sådan en flok aber, råbte en høj, hærdebred mand, der er bror til den 77-årige. Det kostede et gult kort på stedet.
Truende ord fra tilhørere
Dommer Marianne Sonnes tålmodighed var allerede sat på en hård prøve af de fire tiltaltes egen generelt støjende adfærd på trods af svær bevogtning fra en halv snes politifolk. Men da en af tilhørerne med øjnene rettet stift mod de tiltalte fortsatte med både at sende truende blikke og hårde ord, fik dommeren nok.
Politiet fjernede den truende mand fra retslokalet. Alle de øvrige tilhørere tog deres jakker og fulgte efter.
Under retsmødet valgte to af de fire tiltalte, 27-årige Alpacino Petrovic og hans 46-årige faster Monika Maria Petrovic, at trække deres tilståelser fra grundlovsforhøret tilbage.
- Ja, jeg tilstod. Men det var kun for at komme hurtigt hjem til min gravide kone, lød det fra Alpacino Petrovic.
Med en række domme for forskellig kriminalitet og et aktuelt indrejseforbud, der er gældende til år 2028 er han den i kvartetten, der risikerer den hårdeste straf.
Lillebror på kant med sigøjnerretten
Hans fætter Santino Levakovic nægter sig skyldig. I følge ham var de fire kørt til Jylland for at mødes med hans 17-årige lillebror, Romano, der var stukket af med en sigøjnerpige fra en anden klan.
- Jeg havde penge med til Romano, fordi han var på flugt med sin kæreste. I vores kultur er det sådan, at hvis man uden videre løber med en pige, så får man en bøde på 20.000 euro af sigøjnerretten, sagde han under afhøringen.
Retsmødet fortsætter i dag. Der ventes dom i morgen.