Det var formanden for menighedsrådet i Sneslev Kirke, der om morgenen 30. december fandt liget af kirkens 40-årige graver, Jannie Dam Reenberg.
Det er netop kommet frem i sagen mod Jannie Dam Reenbergs 68-årige separerede ægtemand, som står tiltalt for drabet.
Kirke-medarbejderen, som i dag afgiver vidneforklaring i sagen, mødte 30. december sidste år på arbejde for at forberede kirkens nytårsgudstjeneste, som han skulle koordinere sammen med Jannie Dam Reenberg.
Den ældre formand kunne hurtigt konstatere, at der havde været indbrud i kirken. Noget som ifølge vidnet er sket et par gange før og ikke var overraskende.
- Jeg gik derfor ned på kirkekontoret for at se, om tyvene også havde været der, forklarer vidnet til retten.
- Da ser jeg Jannie ligge på kontoret, allerede da jeg træder ind. Jeg skynder mig hen til hende for at se, om hun er besvimet. Jeg skubber til hendes ben, men der var ingen tvivl om, at hun var død, fortæller vidnet.
Nævning sendt hjem i sag om kirkedrab
En obduktion har senere slået fast, at den 40-årige mor til tre blev dræbt af blodtab efter knivstik mod halsen. Ifølge anklagemyndigheden blev Jannie Dam Reenberg slået ihjel allerede om morgenen 29. december og altså dagen før, at formanden fandt hende.
Ifølge en politiassistent, som blev tilkaldt til gerningsstedet, var der flere tegn så som dødsstivhed og ligpletter, der ifølge betjenten tydede på, at kvinden havde ligget på gulvet i noget tid.
Anmeldte selv indbrud før drab
På dagen for drabet havde Jannie Dam Reenberg selv ringet til politiet omkring klokken otte om morgenen for at anmelde indbruddet i kirken. Tekniske undersøgelser viser, at den 40-årige kvindes telefon pludselig blev slukket godt en halv time senere.
Anklagemyndigheden forventes senere i sagen at fremlægge beviser, som peger på, at drabstidspunktet skal findes umiddelbart samtidig med, at telefonen gik ud.
Ifølge anklagemyndigheden har indbruddet i kirken dog intet at gøre med drabet på Janne Dam Reenberg. Det skal i stedet ses som et tilfælde i den samlede drabssag mod den 68-årige mand, som ifølge politiet står bag kirke-drabet.
Mystik forud for kirke-drabssag: Hvornår blev 40-årig mor til tre dræbt?
Den 68-årige tiltalte var gift i fem år med Jannie Dam Reenberg, men to uger før drabet forlod den 40-årige kvinde ham til fordel for en ny kæreste.
Den tiltalte har tidligere forklaret, at der på trods af bruddet ikke var ondt blod imellem de to separerede ægtefolk.
- Jeg holdt af hende. Hun havde gjort mange gode ting for mig, så det er ikke noget, man bare smider væk. Jeg var slet ikke sur på hende, lød det fra den 68-årige mand, som afmålt og fattet afgav forklaring til retten tidligere i dag.
Den 68-årige nægter sig skyldig i drabet. Teleoplysninger indhentet af politiet placerer dog den 68-årige mand tæt ved gerningsstedet 29. december om morgenen, som ifølge anklagemyndigheden også er drabstidspunktet.
Tiltalt for drab på ekskone: Jeg var ikke jaloux over ny kæreste
De tekniske undersøgelser viser også, at den 68-årige mand om formiddagen i tiden efter det formodede drabstidspunkt kørte rundt forskellige steder i Sydsjælland. Her fik han blandet andet vasket sil bil, han besøgte kort en bekendt og kørte senere til en TDC-forretning, hvor han fik ændret sit fælles telefonabonnement med Jannie Dam Reenberg.
Der er afsat fem retsdage til drabssagen, som forventes afsluttet 21. oktober.