Knaldet ni gange uden kørekort: Bil beslaglagt

Manden på blot 22-år er blevet stoppet ni gange uden kørekort på tre år

En ung mand blev torsdag aften knaldet for at køre uden kørekort for niende gang.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Den 22-årige mand blev stoppet på Køge Bugt Motorvejen og kunne ikke fremvise kørekortet, da det var blevet inddraget efter en betinget frakendelse på grund af flere sager, som havde udløst klip.

Hermed var det niende gang på tre år, at manden blev stoppet uden førerret.

I kølvandet på hændelsen torsdag aften har manden fået beslaglagt sin bil af politiet.

Sagen skal nu afgøres ved et retsmøde, hvor der vil blive taget stilling til, om bilen skal konfiskeres.