Knallert stødte sammen med politibil: Fører havde kniv på sig

En knallert og en politibil havde et mindre sammenstød, da føreren af knallerten nægtede at standse i en visitationszone

Derfor eskalerer konflikten lige netop nu. Foto: Kenneth Meyer/Local Eyes.

København slap for blodige skyderier natten mellem lørdag og søndag. Men natten blev ikke helt uden dramatik for Københavns Politi. 

Der var i weekenden sat ekstra mandskab ind, efter tre skyderier fredag, hvor to tilfældige personer blev ramt. Politiet var derfor massivt til stede i visitationszonerne for at holde øje med den igangværende bandekonflikt.

I den forbindelse blev en person anholdt efter en biljagt.

Rigspolitiet i usædvanlig verbal brydekamp med Venstre om bandeskyderier

– En af vores motorcyklister, som vi har på gaden, vil have bragt en knallert til standsning, og det vil føreren ikke. Vi eftersætter den hen ad Stefansgade (på Nørrebro, red.), og i den forbindelse kommer der en mindre påkørsel mellem den og en patruljevogn, siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen. 

– Føreren af knallerten kommer ikke til skade, men vi finder kort tid efter en kniv på stedet, som han har tabt i forbindelse med påkørslen. Han er sigtet for flere færdselsforseelser, ulovlig våbenbesiddelse og for at have bragt andres liv i fare. Han var eftersøgt i forvejen for noget andet, og han er nu fængslet, siger vagtchefen. 

I forbindelse med konflikten har politiet fokus på scootere og knallerter, da de bruges til skyderierne, fordi de er nemme at slippe væk på. Derudover kan gerningsmændene også bruge dem til at gemme våben af vejen. 

– Alene fredag tog politiet fem stjålne scootere/knallerter i visitationszonen, har ledende politiinspektør Poul Kjeldsen tidligere sagt til Ekstra Bladet.

En tilfældig person blev ramt natten mellem fredag og lørdag af skud. Foto: Kenneth Meyer
En tilfældig person blev ramt natten mellem fredag og lørdag af skud. Foto: Kenneth Meyer
 

LTF breder sig
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle de to grupperinger, der lige nu er hovedaktørerne i bandekrigen, være Loyal to Familia på den ene side og en gruppe bestående af personer fra Mjølnerparken, Nordvest og Husum på den anden.

Loyal To Familia har de seneste par måneder bredt sig over hele landet, og som Ekstra Bladet tidligere kunne afsløre, så er gruppen også rykket til Malmø og Helsingborg. 

Lørdag eftermiddag gjorde de for alvor offentligt indtog i Sverige, da ti medlemmer troppede op til en festival iklædt tøj med LTF-logoer. Det skrev flere svenske nyhedssites. Politiet bekræftede desuden, at man havde kontrolleret flere personer med LTF-tilknytning. 

Og det kunne tyde på, at den massive udvidelse kan være årsagen til den igangværende konflikt.

Efter bande-skyderier: Politiet indsætter fly over København

Københavns Politi kunne i går ikke komme nærmere ind på, hvad der var udslaget til konflikten, men ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan der være tale om flere forskellige faktorer, heriblandt LFT’s udvidelse af territorier, som i sidste ende kan påvirke salget af hash, men også gamle uoverensstemmelser mellem grupperne.

Ifølge lederen af lokalpolitiet i København, Jakob Vilner, så er de involverede lige nu så meget oppe at køre, at man ikke kan regne med, hvordan de opfører sig. 

– Deres konfliktniveau er lige nu så højt, så de kan finde på hvad som helst - særligt hvis man udsender de forkerte signaler om, at man tilhører en af grupperingerne, har Jakob Vilner tidligere fortalt.

Politi i Malmø: - Vores efterretningstjeneste snakker med den danske

Skudhuller efter opgør på Rovsingsgade. Foto: Kenneth Meyer
Skudhuller efter opgør på Rovsingsgade. Foto: Kenneth Meyer
 

Tre tilfældige ramt
I løbet af den seneste uge er tre tilfældige personer blevet ramt i forbindelse med skyderierne. Ifølge Københavns Politi er der ikke tale om en bevidst handling, men derimod fordi banderne ikke kender deres modstandere.

Derfor udsendte Københavns Politi lørdag en advarsel til de unge mænd i aldersgruppen 17-25 år, der befinder sig i visitationszonerne. 

– Undgå sorte hættetrøjer og særligt dem med logo bagpå. Hvis man er der, hvor banderne huserer, skal man ikke udvise mistænkelig adfærd for eksempel ved at gå mærkeligt eller løbe gennem et område, sagde Jakob Vilner i lørdags.

Indtil videre er 17 personer blevet varetægtsfængslet i løbet af de seneste par uger, og politiet har konfiskeret flere våben.