En 56-årig fra Korsør var ’jordens flinkeste mand’, hvis man spørger hans bekendte.
Men nu er han død – brutalt dræbt med tre dybe knivstik i brystet.
Og dertil endnu et dybt knivstik i den ene arm.
Drabet på 56-årige Søren Eliassen, eller ’Grønlænder-Søren’, skete fredag aften før klokken 21.30 i hans egen 2. sals lejlighed i en beskyttet bolig på Solbakkevej i den vestlige del af Korsør.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var det en 45-årig mand, som førte kniven og tildelte offeret de dræbende stik.
Sigtet far til lille søn
Den drabssigtede, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger er far til en mindreårig søn, blev i går eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.
Han, der nægter sig skyldig i manddrab, blev i grundlovsforhøret efter godt en time langt retsmøde varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Da han blev ført ind i retslokalet klædt i en dueblå dna-dragt og med bare fødder dækket af tynde plastikovertræk, rystede han så meget over hele kroppen, at de to civile betjente, som flankerede ham, måtte hjælpe ham det sidste stykke på plads i stolen foran dommeren.
Da den drabssigtede mand blev spurgt til, om det kunne passe, at han var blevet anholdt fredag aften klokken 21.43 – altså blot 13 minutter efter, at den 56-årige var fundet livløs i eller ved sin lejlighed og der blev slået alarm – sagde den sigtede med bævende stemme:
– Det… det passer nok meget godt.
Ven med bange anelser
Ekstra Bladet talte i går med flere korsoranere, som kendte det 56-årige offer.
Heriblandt en kvinde, der med bange anelser mødte op ved hans lejlighed på Solbakkevej, fordi hun havde hørt rygter om, hvad der var sket aftenen forinden.
Rygterne viste sig desværre ikke kun at være rygter.
– Jeg besøger Søren en gang imellem og ser ham, når jeg kommer forbi her. Han er jordens flinkeste mand. Han er – eller var – altid i godt humør. Altid. Han var typen, der stod tidligt op, og selv om han nogle gange havde fået lidt øl, når jeg kom, var der intet ondt i ham eller noget. Der er kun godt at sige om ham, lød beskrivelsen fra kvinden, som ønsker at være anonym.
Kendte hinanden
Samme skudsmål af det 56-årige drabsoffer kommer fra en af de øvrige, Ekstra Bladet talte med i Korsør.
Kilden fortæller desuden, at den dræbte og den nu varetægtsfængslede kendte hinanden.
Motivet til det voldsomme drab var der dog ingen af dem, som Ekstra Bladet talte med, der havde et præcist bud på.
Da dørene trods den fremmødte presses protester blev lukket i grundlovsforhøret ved Retten i Næstved, er det ikke muligt for offentligheden at få indblik i den 45-årige drabssigtedes egen forklaring.
Udover at han altså nægter sig skyldig i manddrab.
Onsdag faldt der dom i Danmarkshistoriens største sag om overgreb, hvor hooligan-lederen Kevin Werner blev idømt for forvaring for mere end 1300 voldtægter, trusler og vold. Hør mere i 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app