- Hvor ville det have været godt, hvis det ikke var sluttet nu. Hvis David stadig havde været her. Men vi kan tage afsked med ham i dag, i håbet om at det ikke er slut for altid, var en af de afsluttende bemærkninger fra præsten Søren Isak Nolsøe foran Rønnevang Kirke i Taastrup tirsdag eftermiddag.
Få kilometer fra, hvor den kun 18-årige teenager David Seseljevics liv sluttede brat for to uger siden, da han og hans 17-årige barndomsven Petar Stesevic blev dræbt.
Ude foran kirken stod også tilhørere under den grå himmel på Vestegnen, da kirkerummet var fyldt af siddende og stående, der ønskede at sige farvel til den 18-årige, der med et knivstik i halsen 6. marts faldt til jorden på en flisegang i boligområdet Skjeberg Allé klokken lidt i 23.
Trods forsøg på førstehjælp blev gymnasieeleven i løbet af natten erklæret død på hospitalet.
Eneste barn
Et ubærligt tab, som præsten udpenslede i sin prædiken bag ved den hvide kiste, hvor der stod et billede af David. Et blomsterhav prydede kirkegulvet, og på bænkene og langs væggene var familie og venner. De fleste unge mennesker - flere med skoletaske på.
- Siden David var et år, var (hans mor, red.) alene med ham. I det daglige var familien de to. Det giver et stærkt bånd mellem mor og søn, som nu smertefuldt er revet over, forklarede præsten, og de mange unge mænd, der var mødt op i sort tøj og iført kasket kunne ses med tårer i øjnene.
Nogle af kasketterne havde broderet de to dræbtes forbogstaver og dødsdag.
- 18 år blev han. Juridisk set nåede han netop at blive voksen, her da han havde fødselsdag for to måneder siden. Netop i dag faktisk, er det præcis to måneder siden, præciserede han og fortsatte:
- Juridisk set voksen, men mere end det. (Hans mor, red.) fortæller, at hun også havde set ham rent menneskeligt blive voksen. Hvor meget han var modnet de seneste to år. Hvordan han var på vej ud i livet som en omsorgsfuld mand.
'Mor, jeg elsker dig'
- En omsorg, der også rakte ud til hende som mor. (Hun, red.) følte sig altid tryg, når han var ude, for selvom han måske ikke var den, der kom tidligt hjem, skrev han altid til hende.
- Og beskederne sluttede altid på samme måde. Med fire ord: 'Mor, jeg elsker dig.'
Davids familie havde på forhånd frabedt sig billeder og spørgsmål ved kirken, men inviteret pressen til at deltage.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Barndomsvenner dræbt: 17-årig påberåber nødværge
Tumult vækkede beboerne på Skjeberg Allé 6. marts 2023 lidt i 23. I mørket oplyst af sne og gadelamper var en flok teenagere tørnet sammen foran de lave boligblokke, og tre drenge var blevet ramt af knivstik.
Flere vidner løb hurtigt til stedet og forsøgte at give førstehjælp til David Seseljevic og 17-årige Petar Stesevic, der begge var dødeligt såret af knivstik, mens endnu en 17-årig ung mand kunne ses med et gabende sår på læggen.
Flere drenge blev set løbe fra stedet, og blandt andet en havestol var blevet kastet under konfrontationen, fortalte de chokerende vidner efterfølgende til Ekstra Bladet.
Venner sigtet
En 17-årig meldte sig selv dagen efter, og en 16-årig blev anholdt få timer senere.
Under et grundlovsforhør 8. marts blev teenagerne præsenteret for den voldsomme sigtelse, dobbeltdrab og drabsforsøg i forening.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er de to sigtede venner. De nægtede sig begge skyldige, men den 17-årige 'erkendte de faktuelle omstændigheder', som det fremgår af retsbogen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, men hævder at det skete i selvforsvar. Han blev varetægtsfængslet, mens den yngste blev løsladt.
Den seneste udmelding fra Københavns Vestegns Politi er, at man ikke forventer yderligere anholdelser i den tragiske sag.