Knivdrama: Offer stukket i maven

To mænd er anholdt, men nægter sig skyldige. Deres anholdelse er opretholdt i tre døgn

Knivdrama: Offer stukket i maven

Kniven gik gennem leveren, da en 21-årig mand fredag aften blev stukket i maven på Østerbro i København. Tre andre stik ramte ham på ydersiden af højre lår.

Det kom frem i Københavns Dommervagt lørdag eftermiddag, hvor to unge mænd på hhv. 22 og 25 år blev fremstillet og sigtet for drabsforsøg - subsidiært grov vold.

Mændene nægter sig skyldige. I retten var de begge iført blå joggingbukser mærket med 'Københavns Fængsler' og sorte sko. Den 22-årige havde en hvid, langærmet Armani-bluse på, mens den anden var i hvid t-shirt. Frisurerne var stort set ens med sort hår, der var klippet helt kort i siderne og lidt længere på toppen.

- Deres anholdelse er opretholdt i tre døgn, siger central efterforskningsleder Baris Tuncer til Ekstra Bladet.

Offer i livsfare
Ifølge anklageren var den 21-årige i livsfare, da han blev hastet til traumecenteret på Rigshospitalet efter knivdramaet, der fandt sted ved 22.35-tiden. Lørdag morgen fortalte politiet, at den 21-årige var uden for livsfare.

Tre andre formodede - og endnu ukendte - gerningsmænd er stadig på fri fod.

- Vi efterforsker sagen yderligere og har ikke andre anholdte en de to pt, siger Baris Tuncer.

- Vi efterforsker bredt og opfordrer alle, der har viden om knivstikkeriet til at henvende sig til politiet på 114, siger den ventrale efterforskningsleder.

Den centrale efterforskningsleder ved Københavns politi oplyste tidligt lørdag morgen, at knivstikkeriet fandt sted tæt på værtshuset Lumskebuksen på Lersø Parkallé.

- Der sker det, at der kommer en person løbende, og så er der fem personer, der løber efter ham. Så opstår der noget tumult, og han bliver slået og sparket og stukket tre gange med kniv, sagde Kenneth Jensen.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Anholdt på Vestegnen
Flere personer sad i nærheden og så fodbold-EM til et storskærmsarrangement og bevidnede derfor episoden.

Efter at have afhørt vidner og efterforsket ved gerningsstedet fandt politiet frem til to køretøjer, som var 'relevante for sagen'.

- Der sker så det, at det ene køretøj bliver truffet med to personer i ude på Vestegnen klokken 02.12 i nat, sagde den centrale efterforskningsleder.

I retten ønskede den 22-årige ikke af aflægge forklaring. Den 25-årige var til gengæld indstillet til at svare på spørgsmål. Via sin forsvarer meddelte han, at han intet kender til knivepisoden. Hans forklaring får offentligheden dog ikke indsigt i, da dommeren på anklagerens anmodning valgte at lukke døren.