Torsdag morgen er politiet til stede ved Jyllingevej Station i Vanløse i København, hvor der er sket et knivstikkeri.
Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Espen Godiksen til Ekstra Bladet.
Knivstikkeriet fandt sted kort efter klokken 7.30, og politiet har i løbet af morgenen foretaget tekniske undersøgelser på stedet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Sigtet for drabsforsøg
- Vi har fundet en fyr derude, født i 1990. Han er alvorligt tilskadekommen og indbragt til Rigshospitalets Traumecenter, fortæller vagtchefen til Ekstra Bladet.
På Twitter skriver politikredsen klokken 9.15, at de har anholdt to mænd og en kvinde, som alle er blevet sigtet for drabsforsøg. De er ligesom offeret polske statsborgere.
I forbindelse med politiets arbejde var der opsat afspærringer i området omkring stationen.
Vagtchefen fortæller, at politiet ikke har mistanke om, at knivstikkeriet skulle være knyttet til de knivstikkerier, der fandt sted i København mellem jul og nytår.
Påvirker togtrafikken
På grund af politiarbejdet var S-togdriften mellem Vanløse og Husum Station indstillet det meste af morgenen.
Klokken 11 skriver politiet på Twitter, at de har afsluttet deres undersøgelser på stedet, og at togdriften er genoptaget.
Ifølge DSB var det linjerne C og H, der var påvirket.
Der var indsat togbusser i morgentimerne.
Ekstra Bladet følger sagen ...