Københavns Politi opretter endnu en visitationszone

Københavns Politi etablerer en midlertidig visitationszone på store dele af Amager og forlænger de allerede eksisterende

Københavns Politi etablerer en midlertidig visitationszone på store dele af Amager efter skudepisode tirsdag. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Baggrunden for etableringen af den nye visitationszone er flere episoder, hvor der er anvendt skydevåben i den verserende bandekrig.

Visitationszonen er gegrafisk afgrænset af følgende gader:

Christmas Møllers Plads mod øst til Vermlandsgade – Uplandsgade – Prags Boulevard – Ved Amagerbanen – Lergravsvej – Strandlodsvej – Øresundsvej – Amagerbrogade og retur til Christmas Møllers Plads.

Visitationszonen på Amager gældende fra onsdag 16. August 2017 klokken 17.00 til torsdag 31. august 2017 klokken 12.00.

- Formålet med indførelsen af visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne i området ved blandt andet at medvirke til, at personer ikke bærer eller besidder våben, udtaler chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i pressemeddelelsen.

Samtidig forlænger politiet den visitationszone, som i øjeblikket gælder for adskillige bydele i hovedstaden, blandt andet Husum, Brønshøj, Nørrebro og Nordvest. 

Det oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov på en pressebriefing onsdag.