En bilkøber kan være taknemmelig for, at han ikke nåede at købe den Mercedes GLS 350, som han mandag var ude at prøvekøre på Midtjyske Motorvej ved Give.
For pludselig begyndte bilen at hakke i det.
- Og så gik der ellers ild i den, fortæller indsatsleder Erik Eg fra TrekantBrand i Vejle.
Manden fik den nyere bil bragt ind til siden ved tilkørselsrampen og tilkaldt brandvæsenet.
- Alt i og omkring motorrummet udbrændte totalt. Det hele er helt smeltet, så jeg tror bestemt ikke, at den Mercedes bliver til bil igen, siger indsatslederen til Ekstra Bladet.
Noget tyder på, at et defekt brændstofrør er årsag til, at dieselolie er løbet ud over motoren, hvorefter ilden er opstået.