Tre dage.
Så kort tid nåede en 20-årig mand fra Vordingborg at have glæde af sin nye bil, før den søndag blev beslaglagt af politiet.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Manden kom kørende på Nørrevold i Nakskov, da han klokken 18.40 blev standset af en patrulje.
De konkluderede, at bilen hverken var indregistreret eller havde forsikring.
Det seneste år har den 20-årige desuden kørt bil uden førerret hele tre gange.
Det fik politiet til at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation.
Manden forklarede, at han havde købt bilen tre dage tidligere, men protesterede ellers ikke over beslaglæggelsen.