Køleskab skyld i ægtepars tragiske død

Det var en kortslutning i et køleskab, der endte med at koste et ældre ægtepar livet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

En kortslutning i et køleskab kostede et ældre ægtepar livet. Foto: Anders Brohus
En kortslutning i et køleskab kostede et ældre ægtepar livet. Foto: Anders Brohus

Lørdag morgen måtte det lokale brandvæsen og Syd- og Sønderjyllands Politi rykke ud til en gårdbrand, der skulle vise sig at have tragiske følger.

Branden fandt sted på Kristen Koldsvej i Forballum syd for Skærbæk, og på stedet kunne man konstatere, at den voldsomme brand havde kostet husets beboere, et ægtepar på 88 og 84 år, livet.

De tekniske undersøgelser af brandstedet viser, at det var en kortslutning i et køleskab, der var skyld i det tragiske udfald.

- Vi har sammen med el-sagkyndige lavet brandstedsundersøgelsen og konstateret en kortslutning i køleskabet som den direkte årsag til branden, fortæller politikommissær Henning Marcussen fra lokalpolitiet i Tønder til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Det er ikke muligt at sige, om branden har udviklet sig hurtigt eller langsomt, i og med at selve stedet er så brandskadet.

Den kvindelige beboer var den første, der i lørdags blev fundet af brandfolkene, der havde svært ved at komme ind i huset og lede på grund af fare for nedstyrtning. Senere blev den omkomne 88-årige mand  fundet, og nu er den direkte årsag til ægteparrets død også afklaret.

- Ægteparret blev fundet i husets stueetage, og ud fra obduktionen har vi konstateret, at de er døde af kulilteforgiftning som følge af røgen, siger Henning Marcussen.