Kølevogn med hemmeligt rum skjulte kokain for 33 millioner kr.

Kæmpe beslaglæggelse holdt hemmeligt af politiet i jagten på ukendte bagmænd

Denne Volvo-trækker havde en kølesættevogn med et hemmeligt rum til kokainen. (Firmaet, der ejer sættevognen, der blev vist på den tidligere beskæring af billede, har ingen relation til den konkrete sag.) Privatfoto.
Denne Volvo-trækker havde en kølesættevogn med et hemmeligt rum til kokainen. (Firmaet, der ejer sættevognen, der blev vist på den tidligere beskæring af billede, har ingen relation til den konkrete sag.) Privatfoto.

Et hemmeligt rum i en kølesættevogn rummede et af de største partier kokain, der er beslaglagt i Danmark.

En 37-årig hollandsk vognmand sidder varetægtsfængslet i Næstved for kokain-smuglingen, der hidtil har været holdt hemmelig af politiet i håbet om at afsløre måde afsenderne og modtagerne af kokainen.

Efter opblanding med fyldstof har kokainen en salgsværdi på gaden på omkring 33 millioner kr. Det er beregnet med en salgspris på 500 kr. for et gram kokain, en pris der kan svinge både op og ned på markedet.

Der blev fundet godt 35 kilo kokain med en styrke på hele 81 procent i sættevognen sammen med godt 30 kilo fyldstof, Phenacetin. Det betyder, ifølge tiltalen mod vognmanden, at kokainen kunne blandes op til godt 65 kilo salgsklar kokain med en styrke på 44 %, hvilket også er en kraftig kokain.

Phenacetin er et stof, der blandt andet bruges ved fremstilling af smertestillende medicin.

Beslaglæggelsen skete den 21. februar i år kort før midnat, da den hollandske sættevogn kom til Danmark via Rødby Havn. Det er endnu ikke lykkedes for politiet at afdække hverken afsendere eller modtagere af kokainen, men ifølge politiinspektør Kim Kliver efterforskes sagen stadig.

– En international organisation
– Med den mængde og den renhed på kokainen peger alt på, at der er tale om en international kriminel organisation, siger Kim Kliver.

Ifølge tiltalen mod vognmanden lå kokainen skjult i et ’tilvirket rum’ i sættevognen.

Under den kommende retssag ved retten i Nykøbing Falster vil politiet kræve forskelligt værktøj og udstyr konfiskeret som relaterer sig til det skjulte rum, blandt andet en 35 gange 35 cm. stor ’metallem til hulrum’, og 20 cm. lange unbraco bolte, arbejdstøj og lygter.

Store fund på Sydsjælland
Foruden kokainen lå der et mindre parti på 126 gram amfetamin i hulrummet.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi har det seneste år i samarbejde med SKAT beslaglagt store mængder narkotika, blandt andet ved grænsen i Rødby Havn.

I runde tal har politiet beslaglagt 200 kilo amfetamin, 70 kilo kokain og 180 kilo hash.

– Der er tale om meget store mængder, siger Kim Kliver.

Den 37-årige vognmand, der nægter at kende noget til kokainen i hans sættevogn, stilles for retten til november.

Tirsdag tog retten i Næstved hul på en af de store sydsjællandske narkosager, der handler om 120 kilo amfetamin, syv kilo kokain og en narkofabrik på en landejendom i Videbæk. Syv mænd og en kvinde, der nægter, er tiltalt.

Politiet slog til efter overdragelsen af to sportstasker proppet med 50 kilo amfetamin på p-pladsen ved Bilka i Slagelse.