Det blev ikke lige en tirsdag eftermiddag, som en 46-årig mand i Søllested på Lolland formentlig havde forestillet sig.
Det endte nemlig med en anholdelse, en sigtelse for kørsel uden førerret og en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Det hele startede med, at en politipatrulje ville standse en bil til rutinekontrol, men føreren - den 46-årige mand - var ikke lige indstillet på at standse.
Han fortsatte derfor sin kørsel, men på Skodsebøllevej, lidt uden for Søllested, kom føreren i problemer, da han kørte ind i en bil, der holdt parkeret ved en ejendom - og her kunne politibetjentene endelig tale med ham.
Her viste det sig, at manden var uden fast bopæl. Derudover kom det frem, at han var eftersøgt til afsoning af en fængselsstraf. Derfor blev den 46-årige anholdt.
Og så fulgte sigtelser på sigtelser. Politiet kunne nemlig konstatere, at manden var uden kørekort, havde 0,95 gram cannabis, 0,70 gram hash og 1,25 gram amfetamin på sig. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Og det fortsatte. Manden blev også sigtet for ikke at rette sig efter politiets anvisninger, og ejeren af bilen - en 46-årig kvinde - blev ligeledes sigtet for at have overladt sin bil til en person, der ikke havde kørekort.
Den 46-årige mand blev overført til afsoning af sin fængselstraf.