Kørte forbi lige inden dødsulykke: - Der var hamrende glat

Ifølge Henrik Wolff-Petersen lå der glat gammel sne på den vejbane, hvor en ulykke nu har kostet to mennesker livet

En forfærdelig trafikulykke i aftes i Skibby ved Frederikssund har kostet en 19-årig mand og en 1-årig pige livet.

Blomster på stedet, hvor en ung mand og et lille barn mistede livet. (Foto: Anthon Unger) Krimi Lille Yasmin overlevede ikke: 'Ingen fortjener at miste et barn'

Ifølge politiet har det vinterlige vejrforhold spillet ind. Det samme mener 48-årige Henrik Wolff-Petersen, der kørte forbi ulykkesstedet kort inden, det gik galt mandag aften ved 17.30-tiden.

- Jeg kørte med min kone ved krydset omkring et kvarter inden ulykken. Vi kører i en firehjulstrækker med vinterdæk, og alligevel var det hamrende glat. Når man bare rørte bremsen, gled man ud. Vi snakkede om, hvor glat det var, da vi kørte forbi, siger han til Ekstra Bladet.

Ulykkesstedet i Skibby. (Foto: Anthon Unger) Krimi Grafik: Sådan skete dødsulykken

Han er ikke tilfreds med vejbanens tilstand.

- Der lå nok en 5 cm gammel sne og smat på vejbanen, som ikke var blevet ryddet væk. Det er bare ikke godt nok - det er alt for farligt og dårligt ryddearbejde, siger han, mens han samtidig erkender, at den nyfaldne sne ikke gjorde betingelserne bedre for bilisterne.

- Det begyndte selvfølgelig også at sne på det pågældende tidspunkt, men man kunne tydeligt se og mærke, at man kørte på gammel sne, siger han.

Det var her ved dette kryds, at ulykken skete. (Foto: Google Street View) Krimi Oldemor til etårigt trafikoffer: 'Hun overlever ikke'

Hos Vejdirektoratet, der har ansvaret for Skibbyvej, oplyser man, at der dagen inden ulykken blev påbegyndt en såkaldt 'kombikørsel' i området.

- Søndag aften og nat bliver der foretaget en kombikørsel, hvor der både saltes og ryddes sne i det område. Vognmanden starter klokken 19.20 og stopper først næste dag klokken 10.43, da vurderingen er, at vejene er farbare igen, siger pressechef Martin Østergaard, der understreger, at han ikke kender de konkrete omstændigheder ved ulykken.

Vognmanden blev kaldt ud igen, kort inden ulykken blev alarmeret til politiet klokken 17.39. 

- Klokken 16.50 mandag kalder vi ham ud igen, da det begynder at sne, og 17.34 melder han tilbage, at han sidder i vognen.

Han afviser ikke, at der kan have ligget gammel sne på vejbanen, selvom snerydderen havde været der.

- Det er muligt, at der kan have ligget noget sne på vejbanen, især hvis frosten virkelig har fat. Det kan aldrig udelukkes, siger Martin Østergaard og tilføjer:

- Med de vejrforhold som vi har haft de sidste par dage, kan man aldrig give garantier for, at vejene er helt ryddet for sne. Vi kan kun gøre vores bedste og forsøge at få dem så farbare som muligt. Derfor skal man altid holde øje med de lokale forhold, når man kører i sådan et vejr.