En soloulykke på Sønderjyske Motorvej har medført, at en familiefar er blevet sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand.
Det oplyser vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Jørn Bystrup til JydskeVestkysten.
Den 37-årige far sad bag rattet, og med i bilen havde han sine to børn, børnenes mor og en voksen nevø, skriver mediet.
Ramte autoværn og rullede rundt
På motorvejen mistede han kontrollen over bilen og ramte to autoværn, før bilen rullede rundt.
Der skete ingen alvorlig personskade, men hele familien blev kørt til kontrol på sygehuset.
Efter nærmere undersøgelser er faderen blevet sigtet for narko- og spirituskørsel.
Ulykken fandt sted lørdag eftermiddag omkring 16.30 på E45 i sydgående retning mellem Vonsild og Christiansfeld.
Læs her om Jim Jarlhelt, der har et helt specielt job, hvor han blandt andet opklarer trafikulykker.