Annonce:
Annonce:

Kørte lige ind i familien Pedersens hus: 'Baglygterne blinkede fra badeværelset'

Ægtepar ved Sorø i chok, efter at 47-årig mand kørte sin Volvo ind i parrets badeværelse natten til lørdag

Det var denne mørkeblå Volvo V70, som torpederede ægtepars hus på Sydsjælland natten til lørdag. På vejen mod endestationen i husets badeværelse ramte volvo´en også beboernes bil. Foto: Michael Nordborg
Det var denne mørkeblå Volvo V70, som torpederede ægtepars hus på Sydsjælland natten til lørdag. På vejen mod endestationen i husets badeværelse ramte volvo´en også beboernes bil. Foto: Michael Nordborg
Annonce:
Følg Krimi

Klokken cirka kvart over tolv natten til lørdag fik ægteparret Else Marie og Valdemar Pedersen noget, der må kandidere til at være deres livs chok.

- Jeg havde små 10 minutter forinden været nede på badeværelset og var derfor vågen, da der pludselig lød et kæmpe brag. Vi kiggede ud af vinduet fra vores soveværelse på første sal lige oven over badeværelset og kunne se baglygterne fra en bil neden for os, fortæller Else Marie Pedersen om den vanvittige oplevelse, da en mørkeblå Volvo V70 pludselig var kørt ind i deres hus på Sasserbrovej ved landsbyen Fjennelev nær Sorø på Sydsjælland.

Annonce:

Pensionist-parret led ingen fysisk overlast, men hele lørdagen er gået med at fordøje chokket og få overblik over konsekvenserne af den usædvanlige ulykke. Ifølge Sydsjællands og Lolland Falsters Politi var det en 47-årig mand, der på grund af for høj fart mistede herredømmet over bilen, hvorefter den ramte et skilt og rullede tværs over vejen og henover et lille markstykke, inden den landede i Else Marie og Valdemar Pedersens indkørsel og til sidst bragede igennem muren og næsten en meter ind i husets badeværelse.

Var ulykken således sket få minutter tidligere, ville Else Marie Pedersen have opholdt sig i det rum, som nu skal renoveres ligesom flere andre skader på huset.

- Det er uhyggeligt at tænke på, som den 68-årige kvinde formulerer det.

'Gå ind og luk døren'
Else Marie Pedersen har sammen med sin 76-årige mand boet i huset i 28 år. Parret har fire voksne børn og fire børnebørn. Heldigvis var ingen af dem på besøg natten til lørdag.

Umiddelbart efter ulykken gik Else Marie og Valdemar ned og tændte udelyset for at blive klogere på, hvad der var op og ned i den på én gang voldsomme og uvirkelige situation.

- Vi så en kvinde og spurgte, om der var noget, vi kunne hjælpe med. Hun svarede nej, gå ind og luk døren. Det gjorde vi, og vi ringede så til politiet, der var fremme fem-ti minutter senere, siger Else Marie Pedersen.

Annonce:

Hun forklarer, at de gjorde, som kvinden sagde, fordi de var utrygge og forvirrede.

Vagtchef Jesper Lovmand, Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, bekræfter hændelsesforløbet over for Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet:

 

Politiet: Utroligt at ingen kom til skade
Den 47-årige mandlige fører af bilen og den lidt yngre kvinde var stukket af fra stedet, da politiet nåede frem lidt før klokken halv ét.

- Vi kunne dog anholde manden kort tid efter ikke langt derfra. Han erkendte med det samme, at han havde kørt for stærkt, siger Jesper Lovmand og tilføjer, at årsagen til, at den 47-årige var gået fra ulykkesstedet formentlig er, at han intet kørekort har.

Annonce:

De første oplysninger lød på, at hverken manden eller kvinden var kommet til skade, men senere lørdag forlød det, at den 47-årige mand, som ikke var påvirket af alkohol, havde fået en eller flere skader af mindre alvorlig karakter. Manden sigtes for kørsel uden kørekort, og i de kommende dage skal politiets jurister vurdere, hvad der ellers er grundlag for at sigte manden for.

- Der er nok ingen tvivl om, at han kan beskyldes for hensynsløs kørsel. Bilens køler stod næsten en meter inde i badeværelset, og det er nærmest utroligt, at ingen er kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Jesper Lovmand.

Else Marie og Valdemar Pedersen er ifølge Else Marie hverken vrede eller bitre på den 47-årige mand.

- Det var jo et hændeligt uheld. Vi er bare frustrerede over, at vi nu skal have udført ganske omfattende reparationer på vores hus, siger Else Marie Pedersen.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*

Se beskederne

Annonce:
Der er et mordforsøg i gang
Annonce:
Annonce:

Bagholdet

Annonce:
Annonce: