'Hvem kommer først igennem Lellinge?'
Det sagde en 21-årig fører af en Peugeot 206 i en telefonsnak med en ven i en bagved kørende bil omkring et par minutter, før han med høj hastighed skred ud i et helleanlæg inden for byskiltet til den lille landsby vest for Køge. Det var lige over midnat natten til 10. marts 2019.
Hastighedsbegrænsningen er på 50 km/t., der hvor ulykken skete.
På forsædet ved siden af sad hans ekskæreste Natascha Arrild. Hun blev slynget ud af bilen, og den 17-årige sosu-studerendes hjerneskader var så omfattende, at hun senere døde.
Det koster nu den unge mand en dom på tre måneders ubetinget og et års betinget fængsel og tre års frakendelse af førerretten. Han blev i eftermiddag kendt skyldig i grov hensynsløs kørsel og uagtsomt manddrab i skærpende omfang i Retten i Roskilde og i at have haft lidt kokain på sig.
Slap med knoglebrud
Retssalens tilhørerpladser var stopfyldt med familie og venner til især den afdøde teenagepige. De så en anspændt og mumlende mand afgive forklaring.
Helt afgørende for dommen var især vidneudsagn fra to kammerater i det køretøj, der fulgte efter den nu dømte mands bil på Ringstedvej.
De to vidner forklarede, at der var en aftale med den nu dømte om at køre om kap igennem Lellinge. Den ene kammerat vurderede, at ulykkesbilen kørte med 'over 120 km/t.', da vognen skred ud.
På grund af ulykkens kompleksitet og bilens kollision med to træer har bilinspektøren ikke været i stand til at levere en måling af bilens hastighed.
Mor og far kan ikke tilgive: Natascha kørt i døden af ekskæreste
I de næste sekunder savede bilen først et 15-20 centimeter tykt vejtræ over og rev derefter et andet træ op med rode, før det smadrede køretøj rullede rundt og landede inde på en mark.
Ikke alkohol-påvirkede
Bilens fører blev også kastet ud af kabinen. Han mistede kortvarigt bevidstheden men slap med brud på ryggen, i brystet og i nakken. Skader som ikke plager ham nævneværdigt længere.
I retten forklarede den unge mand, at Natascha Arrild og han havde været kærester i op til halvandet år frem til julen forrige år, og at de var ved at finde sammen igen, da ulykken skete.
Hvorfor han foreslog det fatale bilræs igennem Lellinge, kunne han ikke motivere. Ingen af de unge var påvirkede af alkohol eller stoffer, og stemningen havde ikke været dårlig eller 'oppe at køre', da de efter en hyggesnak i Vemmedrup besluttede at køre til McDonald's i Køge.
Så langt kom de aldrig.
Politiets anklager Magnus Mølholm mente i sin procedure, at den tiltalte satte 'et adrenalin-sus ved at køre ræs højere end sin ekskærestes sikkerhed'. Det var domsmandsretten enig i. Retsformand Jakob Groth-Christensen hæftede sig især ved, at kapløbet var aftalt i forvejen og foregik i et tæt bebygget område.
Den betingede del af straffen er med vilkår om to års prøvetid. På sin klients vegne udbad advokat Susanne Merete Ravn sig betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.
Den nu dømte mand fra Midtsjælland blev fyret som mekanikerlærling efter dødsulykken. Han er nu halvt igennem en hf-uddannelse.
Her er vanvidsbilisterne regeringen vil standse
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Mor og far kan ikke tilgive drabsmand
Ekstra Bladet har talt med forældrene til den trafikdræbte Natascha:
Anja og Jes Arrilds bånd er styrket efter deres 17-årige datters meningsløse død i en voldsom trafikulykke i 2019 - deres højeste ønske er at få gerningsmanden, hadet og vreden ud af tankerne