Historikeren Bent Jensen vil efter nederlag i Højesteret onsdag indbringe sag om agentbeskyldninger mod journalist Jørgen Dragsdahl for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Det skriver b.dk.
Højesteret dømte onsdag Jensen til at betale en bøde på 10.000 kroner samt at betale godtgørelse til Jørgen Dragsdahl på 100.000 kroner.
Baggrunden var en række udsagn, hvor Jensen i landsdækkende medier tilbage i 2007 og 2008 beskyldte Dragsdahl for at have været agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB under Den Kolde Krig.
Koldkrigsforsker dømt i injuriesag: - Jeg må hjem for at slagte sparegrisen
Sagen er med højesteretsdommen endeligt afgjort i det danske retssystem. Men Jensen vil nu forsøge at få Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg til at blåstemple hans ret til at ytre de udsagn, som han har gjort.
- Jeg kan forsikre om, at jeg aldrig nogensinde lægger mig ned, så længe jeg er fysisk i stand til at stå op, siger Bent Jensen ifølge b.dk.
Ved onsdagens dom blev Bent Jensen desuden dømt til at betale for Jørgen Dragsdahls sagsomkostninger for by- og landsret. De løber op i cirka en halv million kroner.
Landsretten anerkendte, at Jensens beskyldninger mod Dragsdahl havde ærekrænkende karakter, men fordi de blandt andet var baseret på efterforskningsmateriale fra PET og i øvrigt var fremsat som en del af den offentlige debat, så var de ikke strafbare.
Højesteret så dog anderledes på sagen. Landets øverste domstol mener, at flere af Jensens beskyldninger mod Dragsdahl har karakter af beskyldninger om overtrædelse af straffeloven.
Fri proces til juridisk opgør om kold krig
Og da beskyldninger er fremsat velvidende, at PET opgav at rejse tiltale i sagen, så skal de ifølge Højesteret straffes.
- Jeg har ikke fortrudt noget. For jeg ved, at det, jeg har skrevet, er rigtigt, lød det fra Bent Jensen efter højesteretsafgørelsen.
- Der er ingen, der har beskyldt mig for at digte. Jeg har ikke lagt noget til, og jeg har ikke trukket noget fra, sagde Bent Jensen.