Konen skred: Så skød han svigermor

Rejste fra England til Pakistan og lokkede sin svigermor i døds-fælde

Tariq Rana, 31, skød sin svigermor som hævn for, at hustruen skred fra ham. (politifoto)
Tariq Rana, 31, skød sin svigermor som hævn for, at hustruen skred fra ham. (politifoto)

Som hævn for at hustruen var gået fra ham, planlagde Tariq Rana, 31-årig pakistaner med statsborgerskab i England, at udrydde hele hendes familie.

Han rejste til Pakistan, og fik svigermoderen til at gå i en fælde, hvor Tariq Rana og en ukendt medgerningsmænd udklædt som postbud med et brev i hånden ringede på hos Ghulam Asia, 49, i hendes hjem i Lahore.

Da hun åbnede døren for at tage imod brevet, skød Tariq Rana svigermoderen ned med to skud. Mordet skete, mens Ghulam Asia talte i mobiltelefon med den ene af sine sønner i England.

Under en opsigtsvækkende retssag er Tariq Rana nu kendt skyldig ved Woolwich Crown Court i England, efter at engelsk politi for første gang nogensinde har efterforsket et mord begået i Pakistan.

Tariq Rana nægtede sig skyldig, men han får sin straf på fredag.

Da skuddene faldt løb Ghulam Asias bror og hendes ene datter udenfor huset og nåede at se Tariq Rana og medgerningsmanden flygte. Tariq Rana vendte sig om og affyrede flere skud mod familiemedlemmerne, inden han stak af på en motorcykel.

Det var hans håndskrift
En skrift-ekspert bekræftede under retssagen, at det var Tariq Rana, der havde skrevet svigermoderens navn og adresse på kuverten, der blev brugt som lokkemad.

I timerne efter drabet ringede Tariq Rana flere gange til eks-konens brødre i England og forlangte, at hustruen skulle komme tilbage til ham inden 48 timer - ellers ville han dræbe dem alle.

Drabet skete den 27. juli 2013, og dagen efter fløj han til London. Men godt en uge senere blev han anholdt i West Bromwich og sigtet for drabet i Lahore.

Tariq Rana hævdede, at han havde opsøgt svigermoderen sammen med  en bodyguard for at diskutere en genforening med hustruen. Der opstod skænderi, og skud blev affyret enten af hans bodyguard eller af en fra Ghulam Asias familie, forklarede han.

Men retten fandt, at der var tale om en kold og planlagt likvidering.

Drevet af hævn
Kriminalinspektør Tim Duffield, drabsafdelingen hos New Scotland Yard, siger, at engelske politifolk rejste til Pakistan for at efterforske sagen, og de afslørede den sande Tariq Rana, en voldelig og kontrollerende mand, der beregnende og brutalt var parat til at myrde sin svigermor i hendes eget hjem.

- Dette var et hævn-drevet planlagt angreb beregnet på at forårsage maksimal lidelse for hans eks-kone og hendes familie, sagde Tim Duffield efter skyld-kendelsen.

Under retssagen var Tariq Ranas søster og hans 33-årige svoger samt en 35-årig mand tiltalt for at have assisteret ham med drabet, men de blev alle frifundet.

Allerede sidste år blev Tariq Rana idømt tre et halvt års fængsel for dødstrusler mod eks-konens familie, og han kan nu se frem til en dom på livsvarigt fængsel.