Vedholdende rygter i sydkoreansk presse antyder, at en afdød dansk forsvarsadvokat for en fængslet koreansk kvinde i Aalborg er blevet likvideret.
Motivet er angiveligt, at han ville forhale en netop besluttet udlevering af kvinden.
Den 46-årige advokat Peter Martin Blinkenberg døde i fredags i sit sommerhus på Langeland. Det skete blot få timer, efter Rigsadvokaten offentliggjorde beslutningen om at udlevere den 21-årige dressurrytter Yoora Chung til hjemlandet.
Hun er indblandet i den omfattende Samsung-affære, hvor hendes fængslede mor Choi Soon-sil forlængst er fængslet som hovedmistænkt sammen med sin nære veninde, den netop afsatte præsident Park.
Ny anmeldelse i vild skandalesag
Ny anmeldelse i vild skandalesag Sydkoreansk ridestjerne gemte sig i et klædeskab
Siden den unge OL-rytters anholdelse nytårsdag på bunden af et klædeskab i Aalborg-forstaden Gug har sydkoreansk presse nærmest belejret politigård og arrest i Aalborg.
Nu mere end antyder koreanske aviser og netmedier, at den erfarne Peter Martin Blinkenberg, som var specialist i økonomisk kriminalitet, kan være blevet dræbt for at forhindre ham i at få omstødt udleveringsbeslutningen eller forhale den længst muligt.
'Advokatens død har skabt mistanke om likvidering for at undgå benspænd for udleveringen', skriver eksempelvis The Korean Times i dagens næstmest læste artikel på avisens hjemmeside.
Men den teori har ingen gang på jord, lyder det fra drabschef Henrik Justesen fra Fyns Politi.
- Havde der været det mindste mistænkeligt ved dødsfaldet, så var politiet straks blevet involveret. Og det er ikke sket, siger han til Ekstra Bladet.
Stjerneforsvarer tager over
I den dansk-koreanske udleveringssag er stjerneadvokaten Michael Juul Eriksen netop blevet udpeget som afløser for sin afdøde kollega. Blinkenberg nåede at meddele, at han vil køre udleveringen gennem retssystemet.
Næste retsmøde i sagen er på onsdag i Aalborg.