Der er fredag aften udbrudt brand i et hus på Ladefogedvej 4 i Sorø.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Og grundet den kraftige røgudvikling fra bygningen opfordrer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lige nu beboere i området, som bor syd for branden, til at blive inden døre.
Der er tale om en overtændt privatbolig på Ladefogedvej, fortæller vagtchef Bo Georg Petersen hos den sydsjællandske politikreds til Ekstra Bladet.
Ingen tilskadekomne
Brandfolkene har branden under kontrol, og det forventes, at brandvæsenet vil arbejde på stedet en times tid endnu.
- Der var ikke nogen i huset, da branden brød ud, og der er derfor heller ikke nogen tilskadekomne, understreger Bo Georg Petersen, der samtidig slår fast, at der ikke er fare for, at branden spreder sig til de omkringliggende huse.
Til gengæld beder vagtchefen som sagt beboere i området, som bor syd for den overtændte bolig, til at blive inden døre.
Årsagen til branden er endnu ukendt.