KOS, GRÆKENLAND (Ekstra Bladet): Lidt efter klokken 19.00 dansk tid kom der et stort efterskælv på den populære ø Kos i det græske øhav.
Efterskælvet er blevet målt til 4,7 på richterskalaen oplyser 'Euro-Med Seismological Centre' på deres hjemmeside.
Ekstra Bladets reporterhold er til stede på øen, og der opstod straks panik blandt folk, da jorden rystede.
Flere flygtede ud af de nærliggende restauranter, imens de skreg. Skælvet varede kun ganske kort tid, men flere personer var stærkt rystet efterfølgende.
Der var der flere børn, som straks begyndte at græde, da bygningerne var stoppet med at ryste, og de søgte tilflugt hos deres forældre.
Efterskælvet kommer efter det voldsomme jordskælv, der kom natten mellem torsdag og fredag, her blev styrken målt til at være 6,7 på richterskalaen.
To personer dræbt i jordskælv
I løbet af de sidste par dage har der været en del efterskælv heriblandt et stort fredag eftermiddag omkring klokken 17.00.
To personer er blevet dræbt i forbindelse med jordskælvet - en svensk og tyrkisk turist. De blev dræbt, da de opholdt sig på klubben 'The White Corner', som mistede store dele af dets første sal.
Derudover kom over 400 mennesker til skade i forbindelse med det kraftige jordskælv natten til fredag, hvoraf 120 befandt sig på den græske ø Kos. I den tyrkiske by Bodrum kom mindst 358 personer til skade.
Også en dansk turist kom til skade og har været indlagt på feriebyen Kos.
Flere restauranter og barer i byen var hele fredagen lukket, men de åbner igen lørdag aften.