- Jeg undrer mig bare over, at han ikke nævnte det.
Sådan lyder det fra en af de personer, som de seneste dage har haft kontakt med folk ombord på kutteren Inger Katrine, mens den befandt sig på havet.
Og efter at politiet mandag morgen klokken 5.12 fik en melding om en livløs mand, der blev fløjet med helikopter fra kutteren på det bølgende hav og ind til sygehuset, hvor han blev erklæret død.
Det er stadig en gåde, hvad der præcist skete ombord,
Men fem mand fra kutteren blev sent i aftes anholdt, da den i det hårde blæsevejr nåede i land i Thyborøn. De er nu i grundlovsforhør sigtet for drab ved blandt andet at have givet nu afdøde slag og spark, mens fartøjet befandt sig 60 sømil ud fra Thyborøn. De nægter sig skyldige.
Hos en mand, Ekstra Bladet har talt med, der var i kontakt med kutteren så sent som onsdag aften, er der en stille undren oven på den dramatiske og tragiske begivenhed. Han skrev med en af mændene om bord på kutteren blandt andet om det hårde blæsevejr, som de var ude i.
'Vi sejler først ind klokken 23,' lød det blandt andet fra kutteren, ligesom der blev skrevet, at det var 'træls vejr', og at kutteren havde været ude for at hive 400 garn op.
Mange fiskere, båd-entusiaster og folk med interesse og stor respekt for det barske liv til søs deler gerne billeder og videoer med hinanden.
Og der blev da også i aftes sendt video ind fra Inger Katrine, dog optaget i dagslys, hvor solen skinner over det oprørte, bølgende hav. Videoen blev lagt ud på de sociale medier.
- Det undrer mig bare, at han ikke skrev, at der var sket noget så tragisk ombord, siger manden, der kommunikerede med en af mændene på kutteren i aftes.
Først torsdag morgen så manden på havnen i Thyborøn, at Inger Katrine var kommet ind, men også var blevet spærret af med politiets afspærringsbånd. Først da hørte han om den afdøde person, og at de fem mand ombord var blevet anholdt sent i aftes.
Midt- og Vestjyllands Politi ønsker ikke overfor Ekstra Bladet at kommentere oplysningerne eller hvilken kommunikation, der kan have været til og fra kutteren, mens den var på havet fra mandag, og til den nåede ind onsdag aften.
De fem nægter sig skyldige i drab. En dommer ved Retten i Holstebro er i skrivende stund ved at vurdere om, der er et mistankegrundlag til at fængsle dem.