Reklamer for kviklånsportalen Favoritlån målrettet hasardspillere er ulovlige.
Sådan lyder konklusionen fra Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse. Det er første gang, organet har vurderet, at der er tale om ulovlig markedsføring på Facebook.
Der er firmaet Sky Connect ApS, der har låneportalen, og reklamerne er altså ulovlige, fordi de overtræder god markedsføringsskik ved at målrette sine reklamer på Facebook til mænd med interesse for online spil.
Sky Connect ApS står ikke til at få nogen bødestraf, oplyser Forbrugerombudsmanden til Ekstra Bladet. For nu har Forbrugerombudsmanden gjort sagen færdig, men hvis det skulle gentage sig, må man kigge på sagen igen på ny.
På Favoritlån.dk kan man låne op imod 400.000 kroner og få pengene på 10 minutter. ÅOP'en er på 18,72 procent.
'Interesserede i Onlinespil'
Forbrugerombudsmanden blev opmærksomme på reklamerne, der kørte fra 26. september til 3. oktober, da de fik en klage.
Klageren havde på sin Facebook-profil klikket på 'hvorfor ser jeg denne annonce?' og her kunne han se, at den var målrettet mod ham blandt andet, fordi '…Favoritlån gerne vil nå ud til personer, som er interesserede i Onlinespil. Dette er baseret på din aktivitet på Facebook...'
Reklamerne var målrettet mænd mellem 28 og 45 år, der har interesser som 'online games' og 'online poker'.
At målrette reklamerne mod den målgruppe mener Forbrugerombudsmanden både er uetisk og i strid med samfundshensyn og social ansvarlighed.
Sky Connect ApS har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de godt vidste, at der i målgruppen kunne være personer med udfordringer med spillegæld. Firmaet ville gerne prøve nogle muligheder af på det sociale medie i forbindelse med målrettet annoncering.