Allerede for halvandet år siden solgte kvinden, der er beskyldt for vanrøgt af 91 hunde, ulovligt hunde fra gården i Hyllinge ved Næstved, siger flere kilder til Ekstra Bladet.
Mette Lassen husker, at hun var ude på gården i dagene op til jul 2013 for at se på en cocker spaniel i stuehuset. Hun måtte kun komme på et bestemt tidspunkt og lagde mærke til, at der gik flere hunde i en indhegning i gården og at der også var hundelarm fra længen.
- Så kunne vi jo høre de andre, der stod og gøede. Det sagde hun, var fordi der var en hundepension. Der ville vi nemlig gerne over at se det, fordi jeg syntes bare, de larmede meget, og for at se, om der var andre hvalpe og så videre, siger hun.
Under besøget fortalte den unge kvinde, at hun for nylig havde købt den gamle, slidte gård.
- Hun havde arvet nogle penge fra sin far og havde købt den her landejendom og havde altid haft en drøm om at have hundekennel eller hundepension, husker Mette Lassen.
Hun kørte først fra gården uden at købe hunden.
- Vi kørte faktisk også derfra i første omgang og ville ikke købe derfra, fordi jeg syntes, det virkede meget suspekt det hele, husker hun i et interview med Ekstra Bladet.
Det kræver tilladelse fra politiet og kommunen at drive en kennel, men Niels Denny Sørensen, leder i lokalpolitiet i Næstved, sagde onsdag i et interview med Ekstra Bladet onsdag, at politiet ingen tilladelse har for gården i Hyllinge
Problemer efter hjemkomst
I løbet af den næste time efter besøget fik Mette Lassen dog ondt af den smukke og søde cocker spaniel på et halvt år, hun havde kigget på. Hun tog tilbage til gården og købte den.
Hunden Lucy var i god foderstand og vasket, da hun fik den, men da den kom hjem, opstod flere problemer.
- Lige så snart vi fik den hjem, var den bange for alle mennesker, der kom ind. Den var skrækslagen. Vi kæmpede med den i et års tid på at socialisere den, men når man havde den med oppe i Næstved by og gå eller et eller andet, den var bange for alt. Barnevogne, biler, alt, fordi den havde jo aldrig set noget af det, siger hun.
Sælger ikke til at få fat i
Mette Lassen forsøgte i ugerne efter at kontakte sælgeren. Kvinden havde flere hunde til salg i Den Blå Avis og Gul og Gratis, men var svær at få fat i. Mette Lassen fandt frem til flere forskellige email-adresser, navne og telefonnumre, der viste sig at være på taletidskort.
- Jeg prøvede at kontakte hende flere gange efterfølgende for at vide, hvordan det kunne være, hunden var sådan, men jeg kunne ikke komme igennem til hende. Der skiftede hun også mailadresse hele tiden. Og så prøvede jeg at skrive til hende fra en anden mailadresse, som om jeg var interesseret i at kigge på en hund. Så kunne jeg igen komme ud at kigge, hvis jeg havde lyst. Men det var meget sådan den dag kl. det og det, husker hun.
Familien prøvede i et år at socialisere Lucy, men uden held. Til sidst måtte den aflives.
- Vi ville så gerne redde den eller gøre noget, men den var simpelt hen så dårlig mentalt. Jeg håber også, de kigger på alle de her hunde, de nu har taget ud derfra. Du skal godt nok være dygtig for at kunne tage én af de hunde, siger hun.
Mette Lassen meldte kvinden til Dyrenes Beskyttelse i sommeren 2014, siger hun.
Politiet i Næstved fandt under en inspektion i oktober 2014 40 hunde på gården, men de var i god stand, siger Niels Denny Sørensen. Han vurderer, at det først er herefter, det gik galt. Politiet fandt mandag aften 91 hunde på stedet. Der er endnu ikke rejst sigtelse mod kvinden.
Sag om vanrøgt af 91 hunde er Danmarkshistoriens største
Har du købt hund af kvinden i Næstved? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Send en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.