Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
En 56-årig kvinde er mandag død på Rigshospitalet i København, efter at hun i et par dage har været i behandling for de skader, hun havde pådraget sig efter en brand i kvindens lejlighed på Louisegade i Augustenborg på Als.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden blev reddet ud fra sin lejlighed, som af indtil videre uvisse årsager var brudt i brand i fredags. Hun blev i forbindelse med redningsindsatsen fløjet med helikopter til Rigshospitalet i kritisk tilstand, mens en 55-årig mand blev lettere kvæstet og kom til behandling på det lokale sygehus.
En hund måtte aflives af en dyrlæge som følge af skader i forbindelse med branden.
Pårørende er underrettet
Kvindens pårørende er underrettet, og afdøde vil blive obduceret i nær fremtid.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker stadig årsagen til branden.
Ekstra Bladet har været i dialog med vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, som fortæller, at han ikke har yderligere oplysninger i sagen.