Kvinde død under kondiløb

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi betegnede først fundet af en død kvinde på Oregårdsvej på Møn som 'mistænkelig', men nu mener politiet, at hun har haft et ildebefindende

En midaldrende kvinde er onsdag formiddag fundet død på Møn. (googlemaps)
En midaldrende kvinde er onsdag formiddag fundet død på Møn. (googlemaps)

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi afviser nu, at der skulle være tale om noget kriminelt i forbindelse med formiddagens fund af en død midaldrende kvinde på Oregårdsvej ved Keldby på Møn.

I flere timer har politiets efterforskere ellers arbejdet på stedet, fordi man til at begynde med betegnede fundet som 'mistænkeligt'.

- Det billede, der tegner sig, er, at det peger i retning af, at der er tale om sygdom. Men vi er ikke helt klar med konklusionen endnu. Vi afventer en obduktion, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen til Ekstra Bladet.

Det var en tilfældig forbipasserende, som tidligt på formiddagen opdagede den døde kvinde, som lå i vejkanten på Oregårdsvej iført motionstøj. Politiet vurderede til at begynde med, at den midaldrende kvinde kunne være blevet påkørt af en bil. Men det er der altså ikke noget, der tyder på.

- Det er vanskeligt at fastlægge en dødsårsag. Men hun har været ude at motionere. Og der kan være en naturlig årsag. Hun kan jo have været syg, siger efterforskningslederen.

Kvinden er fra lokalområdet. Politiet kender identiteten på hende. Men ikke alle kvindens pårørende er underrettet endnu.