Kvinde dømt for vanrøgt: Hendes heste var afmagrede

Fik rabat på grund af lang sagsbehandling

To afmagrede heste blev i 2017 fundet på en ejendom på Broagerland syd for Sønderborg.

Nu er en 27-årig kvinde fundet skyldig i 'uforsvarlig og grovere uforsvarlig behandling' af dyrene, skriver Jydske Vestkysten.

-  Der var tale om meget afmagrede heste. Sagen blev forelagt forelagt Det Veterinære Sundhedsråd, som er det højeste dyrlægefaglige instans. De karakteriserede sagen som grov og uforsvarlig. Den tiltalte skulle have givet hestene mere foder eller tilkaldt en dyrlæge, da det kunne skyldes bagvedliggende sygdom. Det havde den tiltalte ikke gjort, og det erkendte hun også i retten, at hun havde svigtet, siger Lars Viereck, der er specialanklager ved Syd- og Sønderjyllands Politi til avisen.

Ved et senere kontrolbesøg i 2018 havde fem heste for lange hove, mens to andre heste gik på en mark med affald og murbrokker, som kunne skade dem.

Kvinden blev i retten idømt en bøde på 2500 kroner. Hun fik 'rabat' fordi sagen har ligget stille hos polit og anklagemyndighed og først kommer for retten nu. Når sagsbehandlingstiden er så lang, er det fast praksis at bøden nedsættes.