Erik Jensen troede først, at der var sket et voldsomt trafikuheld, da han så de blå blink suse forbi på vejen i Ebeltoft.
Først søndag morgen gik det op for ham, at en 50-årig kvinde var blevet dræbt af knivstik blot få hundrede meter længere nede af gaden.
- Vi anede ingenting, før det stod i medierne. Det er ganske forfærdeligt, siger Erik Jensen til Ekstra Bladet.
Først så han en politibil i fuld fart. Få øjeblikke senere ankom både ambulance og lægebil. Han var herefter ude på vejen for at se, hvad der var sket, men gik hurtigt ind igen.
Ifølge politiet var kvinden svært tilskadekommen, da hjælpen ankom, og hun blev kort efter erklæret død af lægen på stedet.
Kvindens 53-årige mand blev anholdt på en adresse i Aarhus og sigtet for manddrab. Parret var aktive i flere virksomheder, hvis regnskaber afslører, at de kan have været økonomisk presset.
Erik Jensen har en enkelt gang været til et arrangement med parret på vejen og hilste på dem i gadebilledet, men kendte dem ikke personligt.
- Det er meningsløst, siger Erik Jensen til Ekstra Bladet.
Den 53-årige mand blev søndag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers og varetægtsfængslet frem til 15. februar. Det oplyser Østjyllands Politi. Han nægter drab, men erkender vold med døden til følge.