Kvinde efterladt på gaden med knivsår

Kvinden er bragt til behandling på skadestuen med overfladiske skader

En 54-årig kvinde fra Greve er muligvis blevet stukket med en kniv i Gersagerparken i Hundige.

Det fortæller Charlotte Tornquist, som er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

- Vi har fået en anmeldelse fra en kvinde, som siger, hun har været udsat for røverilignende forhold, og hun har nogle overfladiske skader, som godt kan stamme fra en kniv, fortæller hun.

Charlotte Tornquist fortæller videre, at kvinden er blevet stukket på åben gade.

- Hun er til behandling på skadestuen, men hun har ingen alvorlige skader, fortæller kommunikationsmedarbejderen og siger videre, at kvinden skal afhøres igen senere på dagen.

- Vi har haft hundepatrulje derude, som leder efter spor, siger Charlotte Tornquist.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 6.03. De hører gerne fra vidner, som kan have set eller hørt noget i området på givne tidspunkt.