Kvinde erkender knivstikkeri: Ikke meningen at slå ihjel

Mand blev fundet stukket ihjel med flere stiksår i mave og hals

Knivdrabet er sket på en adressen i Hasselager ved Aarhus. Foto: Google Maps
Knivdrabet er sket på en adressen i Hasselager ved Aarhus. Foto: Google Maps

Ved du noget om sagen. Tip os på sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

RETTEN I AARHUS (Ekstra Bladet): Det var en 47-årig kvinde, der kun var omkring 1.60 m høj, var iført fængsels-tøj og virkede mentalt påvirket, der her til formiddag blev fremstillet i Retten i Aarhus og sigtet for knivdrab på en mandlig bekendt.

Ifølge politiet blev manden fundet med flere stiksår i mave og hals bag et hus, og han blev kort efter erklæret død af ambulancelægen.

Det var kvinden selv, der ringede til 112 og anmeldte, at en mandlig bekendt lå livløs som følge af flere knivstik. Drabet skete, ifølge sigtelsen, i aftes mellem klokken 20 og 22, og kvinden blev anholdt klokken 01.40 i nat.

Trods protester fra Ekstra Bladets repræsentant i retten, valgte dommeren at lukke dørene i grundlovsforhøret på anklagerens begæring, fordi efterforskningen stadig er på et tidligt stadie.

Forinden havde kvinden erkendt de faktiske omstændigheder, men tilføjet, at det ikke var hendes hensigt at slå manden ihjel. Grundet de lukkede døre er det uvist, hvad der er foregået op til knivstikkeriet.

Politiet har efterforsket sagen natten igennem og har blandt andet afhørt vidner og søgt efter spor med hunde.