En 67-årig kvinde blev fundet død tidligt søndag, efter at der var udbrudt brand i hendes lejlighed i det nordlige Aarhus.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Politiet modtog klokken 5.17 søndag en anmeldelse om, at der var brand i en lejlighed på Ladefogedvej i Aarhus Nord.
- Kvindens overbo hører bip-lyde og et brag fra lejligheden. Han kan lugte røg og får ret hurtigt evakueret de andre beboere i ejendommen, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, Janni Lundager til Ekstra Bladet.
Da brandvæsnet ankom, blev der gjort forsøg på at redde kvinden, men hun blev fundet død i sin seng.
Ilden blev slukket, og politiet skal undersøge lejligheden nærmere for at få fastlagt en årsag til branden.
- Vi har ikke mistanke om, at der er sket en forbrydelse i forbindelse med branden.
- Vi har ikke helt fastslået årsagen til branden, men de foreløbige undersøgelser kan tyde på, at branden er opstået på grund af noget rygning i lejligheden, siger pressemedarbejderen.
Kvindens pårørende er underrettet.