Kvinde i livsfare efter trafikulykke

To biler kolliderede i et kryds i Nordsjælland

Ulykken fandt sted i krydset Frederikssundsvej og Kirkebakken i Veksø i Nordsjælland. (Læserfoto)
Ulykken fandt sted i krydset Frederikssundsvej og Kirkebakken i Veksø i Nordsjælland. (Læserfoto)

En 71-årig kvinde er bragt til hospitalet med livstruende kvæstelser, efter to biler stødte sammen i Veksø i Nordsjælland.

Ulykken fandt sted klokken 19 i krydset Frederikssundsvej og Kirkebakken, oplyser vagtchef Hans Jakob Rechendorff fra Nordsjællands Politi.

- De to biler stødte sammen, da den ene bil skulle dreje i krydset og blev ramt på passagersiden af en modkørende bil, siger han.

Den 71-årige blev med politieskorte kørt til Rigshospitalets Traumeafdeling, mens hendes 76-årige mand er kørt til Herlev Hospital med knoglebrud.

I den modkørende bil sad en 41-årig kvinde fra Frederiksberg, der havde sine to børn på otte og 12 år med i bilen. Alle tre slap fra ulykken uden alvorlige skader.

- Hele den lille familie er formentlig uskadte, men de er bragt til sygehuset til kontrol, siger vagtchef Hans Jakob Rechendorff og understreger, at politiet stadig efterforsker ulykken.

- Vi har folk på stedet med bilinspektører, og de arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)