En 52-årig kvinde fra Ringkøbing blev fredag formiddag klemt ihjel på Vestas fabrik i Videbæk i Vestjylland. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Ulykken skete kl. 10.00, da kvinden i forbindelse med håndteringen af en ca. 5 ton tung møllevinge kom i klemme mellem vingen og en reol.
Kvinden blev erklæret død ved ankomsten til Regionshospitalet i Herning.
De nærmeste pårørende er underrettet.
Ifølge politiet skete ulykken, da kranen, der holdt vingen, pludselig begyndte at svinge.
Arbejdstilsynet skal nu undersøge årsagen til ulykken.