Kvinde omkommet efter voldsom brand

Politiet arbejder på at få kontakt til kvindens pårørende

En ældre kvinde har mistet livet efter en voldsom brand i Æblehaven i Roskilde.

Det skriver SN.dk.

- Der er tale om en meget alvorlig brand, som har fået godt fat i etageejendommen. Der var røg i hele opgangen og flammer op ad vinduerne, og beboerne måtte evakueres ud af lejlighederne, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi til SN.dk.

Politiet arbejder ifølge lokalmediet på at få kontakt til kvindens pårørende.

Anmeldelsen om branden løb ind klokken 04.42 i morges. Tre personer er sendt til observation for røgforgiftning på hospitalet.

Politiet skal nu undersøge, hvad årsagen til branden har været.