En 33-årig kvinde er fredag eftermiddag blevet overfaldet med knytnæveslag og kniv af en 31-årig mandlig bekendt på en restaurant i Aalborg.
Det skriver TV 2 Nord.
Kvinden slap med overfladiske snitsår, og den 31-årige gerningsmand er anholdt.
- De to personer har en familiemæssig relation, nærmere kan jeg ikke komme det nu, siger Karsten Højrup Kristensen til TV 2 Nord.
Politiet har senere oplyst, at der er tale om et ægtepar, der oprindeligt er fra Eritrea og har fast bopæl i Aalborg.
Ifølge mediet var restauranten fyldt med mennesker, da overfaldet fandt sted.
Den 31-årige er sigtet for kvalificeret vold.