Kvinde sigtet for drabsforsøg

En mand havde modtaget flere knivstik

Nordjyllands Politi rykkede tirsdag aften ud til en adresse i Hirtshals.

Politiet ankom til adressen ved 19-tiden. Her mødte de en mand og en kvinde med nær relation. Manden havde flere stik i kroppen og modtog straks behandling af politiets personale.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Der blev straks tilkaldt ambulance, og manden blev efterfølgende kørt til sygehuset for at modtage behandling. Han er nu uden for livsfare.

Kvinden er grundet omstændighederne anholdt på stedet.

Hun sigtes nu for forsøg på manddrab, oplyser politikommissær Henrik Staal.

- Vi er dog fortsat i gang med at udføre vores arbejde, der blandt andet handler om sporsikring på og omkring gerningsstedet, ligesom vi foretager forskellige afhøringer, personundersøgelser og tekniske undersøgelser, forklarer Henrik Staal.

Kvinden fremstilles onsdag i grundlovsforhør i retten i Hjørring. Politiet begærer lukkede døre af hensyn til efterforskningen.