Kvinde sigtet: Ville tilslutte sig Islamisk Stat

Mistænkes for at lade sig hverve til Islamisk Stat i Syrien

En kvinde bliver onsdag klokken 13 fremstillet in absentia ved Retten i Glostrup, hvor hun vil blive sigtet for at lade sig hverve til Islamisk Stat i Syrien.

Det bekræfter kommunikationsansvarlig hos Københavns Vestegns Politi Claus Buhr over for Ekstra Bladet.

Klokken 13 begynder grundlovsforhøret, og det forventes at blive holdt for lukkede døre.

At kvinden fremstilles in absentia betyder, at hun ikke vil være til stede ved grundlovsforhøret, men politiet ønsker ikke på nuværende tidspunkt at sige, om man har en ide om, hvor hun så befinder sig,

Flere lignende sager
Der er i forvejen en del personer, der i øjeblikket siddet varetægtsfængslet ved Københavns Vestegns Politi for lignende forseelser.

Blandt andet er tre andre også sigtet for at lade sig hverve til terrorisme.

I et andet sagskompleks blev seks unge mænd i april tiltalt for at kæmpe for Islamisk Stat i Syrien. De blev anholdt i 2016.

Helt konkret er mændene anklaget for at lade sig hverve til en terrororganisation og for at have trænet til terror.

De danske myndigheder blev kontaktet af det amerikanske efterretningsvæsen, fordi amerikanerne var kommet i besiddelse af et medlemskartotek fra Islamisk Stat.

Tre formodede syrienkrigere skal blive bag tremmer

Hvorvidt det også er tilfældet med kvinden, der onsdag skal fremstilles i Glostrup, vides ikke.

Center for Terroranalyse vurderede i juli i Politiken, at det samlede antal af danske personer, der er rejst til Syrien og Irak siden 2012, kan være højere end de 145, som det blev anslået i en analyse i februar.

En enkelt person - dansktyrkeren Enes Cifti, der var pizzabager i Ishøj - er blevet dømt for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat i Syrien.

Østre Landsret har straffet ham med fængsel i seks år. Om han også skal miste sit danske statsborgerskab, er op til Højesteret at beslutte.

Dansk Syrien-kriger i Raqqa: Voldtægt af vantro er ok